Fortsæt til indhold

Turistorganisation: AGF-triumf er uvurderlig for turismen - og timingen er »genial«

Den store begejstring for Smilets By vil give flere lyst til at besøge Aarhusregionen og gavne turismen på længere sigt, mener direktør for VisitAarhus.

Samfund

AGF’s danske mesterskab har sendt Aarhus i fodboldeufori, og begejstringen kan mærkes langt ud over byens grænser.

»Turismemæssigt har mesterskabet enorm værdi. Det er jo god reklame, som vi ikke kunne betale os fra. Fællesskabsfølelsen, euforien og den lokale stolthed, der er lige nu over sejren og mesterskabet, forplanter sig. Erfaringsmæssigt giver det flere lyst til at rejse til vores destination,« siger direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen, i en pressemeddelelse.

Perspektivet af fodboldmesterskabet er langt større end den kommende forlængede weekend. Ifølge formand for Horesta Region Midtjylland, Jakob Beck Wätjen, kan der være meget mere i vente for hotel- og restaurationsbranchen.

»Lige nu giver det en dejlig stemning i midtbyen, og den breder sig som ringe i vandet. Det skal vi nyde. Men afhængigt af, hvordan det nu går AGF i europæisk fodbold, så kommer der jo nu nogle kampe i gruppespillet startende med Champions League, hvor vi får besøg af medrejsende fans, som ofte også skal ud at spise og have en overnatning eller to,” siger Jakob Beck Wätjen i pressemeddelelsen.

VisitAarhus-direktør Pia Lange Christensen betragter også mesterskabet som en markedsføringsmæssig gevinst, der rækker langt ud over restaurationsgaderne og Aarhus.

Tidspunktet for mesterskabet, hvor mange netop er i gang med at planlægge deres sommerferie, er ifølge turistdirektøren »genialt.« Sammen med geopolitisk uro og høje brændstofpriser kan det få flere til at overveje en ferie i Aarhusregionen.

På den længere bane er de mange billeder i diverse medier og tv-indslag af festglade aarhusianere, fyldte gader og den intense stemning også med til at styrke fortællingen om Aarhus som Smilets By, lyder det.

»Effekten vil holde længe både i forhold til de danske gæster også i kølvandet på de europæiske kampe. Nogle af de udenlandske fodboldfans vil måske senere få lyst til at vende tilbage for at se mere af vores region med deres partner eller familier. Det er en win, win, win,« siger Pia Lange Christensen.