Fortsæt til indhold

Arkitekturpris 2026: Skal vestkysten endelig vågne?

Arkitektur- og Bevaringsprisen skal inspirere til bevaring af kulturmiljøer i hele kommunen. Tidligere vindere har været koncentreret omkring den østlige del af kommunen. Hvor bliver den vestlige del af kommunen af?

Samfund
LNT

Syddjurs Kommune har åbnet for indstillinger til Arkitektur- og Bevaringsprisen 2026.

Spørgsmålet er, om prisen igen vil gå til projekter i den østlige del af kommunen, eller om vestkysten denne gang får opmærksomhed.

Siden prisens indførelse har de fleste vindere været placeret i den østlige og centrale del af Syddjurs.

Sommerhuset Brinken ved Fuglsøvig, Kjerris Mølle i Femmøller og Molsværket i Knebel er blandt de seneste eksempler.

Projekter fra den vestlige del af kommunen har endnu ikke været blandt de udvalgte.

Prisen uddeles i samarbejde med By- og Landskabskultur Syddjurs (BLIS), Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn samt Lokalarkiverne. Formålet er at fremhæve arkitektonisk kvalitet og inspirere til at bevare værdifulde kulturmiljøer i hele kommunen.

Alle kan indstille projekter frem til 10. juni.

Det gælder både nybyggeri, til- og ombygninger, restaureringer og transformationer. Bygninger, byrum, pladser og haveanlæg med arkitektonisk kvalitet kan komme i betragtning.

På kommunens hjemmeside opfordres borgere til at indstille projekter fra hele Syddjurs.

Indstillinger kan indsendes via www.syddjurs.dk/arkitekturpris.