Fortsæt til indhold

Syddjurskunstnere har fået udstilling i jubilæumsgave

Syddjurskunstnere fejrer foreningens 20 års jubilæum med en udstilling i Kunstbygningen Tinghuset i Ebeltoft.

Samfund

Syddjurskunstnere, en forening for professionelle kunstnere, fylder 20 år i år. I den anledning har Ebeltoft Kunstforening, som står bag Kunstbygningen Tinghuset, Torvet 5 i Ebeltoft, givet dem en udstillingsmulighed i jubilæumsgave. Udstillingen finder sted i Kunstbygningens Tingsale fra 30. maj til 28. juni, og der er åbent fra klokken 11 til 16 alle dage.

Der er fernisering 30. maj klokken 14.

Fagligt og socialt netværk

Syddjurskunstnere blev dannet i 2006 af en gruppe kunstnere, der ønskede at synliggøre deres arbejde for en bredere offentlighed og samtidig skabe et fagligt og socialt netværk med ligesindede. Medlemmernes baggrund er enten en statsanerkendt uddannelse eller lignende kvalifikationer, og de ernærer sig enten delvis eller fuldt ud ved deres kunst. I årenes løb har kunstnerne både udstillet lokalt og rundt om i landet. Foreningens flagskib har dog altid været påskeudstillingen på Fuglsøcentret i Knebel på Mols.

Bestyrelsesmedlem Trine Fenger Guld, skulptør og keramiker med værksted i Ebeltoft, er glad for, at foreningen igennem de tyve år har vokset sig stor og levedygtig. Den er vokset til det dobbelte antal medlemmer, og har i dag 33 medlemmer

»Som kunstner arbejder man jo meget alene, og er temmelig udsat, når det gælder fast indtjening og den slags kedelige ting. Så er det godt at opleve, at man har kollegaer, der er i den samme båd. Man kan tale sammen ud fra en fælles forståelse.«

Hun fremhæver det gode samarbejde meed Ebeltoft Kunstforening, der har åbnet dørene til foreningens jubilæumsudstilling i Tinghuset. Derudover har Syddjurskunstnerne en aftale om at leje Tingsalen i juni måned hvert år, hvor en gruppe af medlemmerne laver skiftende udstillinger.

Flest helt nye værker

Jubilæumsudstillingen i Kunstbygningen Tinghuset vil byde på maleri, keramik, skulptur, papir- og tekstilkunst. De fleste af kunstnerne udstiller helt nye værker, der er skabt til denne udstilling. Samtidig hylder udstillingen det kreative fællesskab, der gennem 20 år har været med til at styrke kunsten og kunstnerlivet på Djursland, fortæller formand for Ebeltoft Kunstforening, Dorte Rasmussen.

Hun siger i en pressemeddelelse, at det er en stor glæde at kunne fejre Syddjurskunstnernes 20 års jubilæum med en udstilling i Kunstbygningen.

»Det er jo de lokale professionelle kunstnere, som jeg synes har en naturlig plads i vores udstillingslokaler. Mange af Syddjurskunstnerne har allerede i andre sammenhænge udstillet her gennem årene, sidst med en godt besøgt sommerudstilling i juni måned 2025.«

Kunstbygningen danner året rundt rammen om udstillinger af inviterede kunstnere fra hele landet. Ifølge Dorte Rasmussen er der cirka 16.000 besøgende om året. I Tinggalleriet i stueetagen kan kunstnere selv leje sig ind og skabe deres helt egen udstilling.

Håb om kommunal anerkendelse

Trine Fenger Guld håber, at foreningen vil trives og udvikle sig de næste årtier. Det mener hun, at der er gode forudsætninger for.

»Der er flyttet så mange skønne kreative unge til Ebeltoft de senere år, og sikkert også til andre dele af kommunen. Vi vil gerne tiltrække de unge, der går efter en karriere som kunstner. Give dem hjælp til at komme i gang og få nye strømninger ind i vores flok. Og vi vil også gerne sige velkommen til vores dygtige glaskunstnere.«

Hendes ønske for fremtiden er også, at kunstnerne i Syddjurs vil få en tydeligere anerkendelse af deres betydning fra kommunen.

»Vi er også sat i verden for at vores kommune skal sprudle af lokal kvalitetskunst. Men nogle gange er det svært at se, at det går den anden vej.«

Hun peger på, at nogle kommuner understøtter kunstnere med for eksempel atelierpladser og udstillingspladser.

»Det har vi ikke mødt i Syddjurs, selv om man skulle tro, at et stærkt lokalt kunstliv ville være et plus for kommunen. Et jubilæumsønske fra vores side er et sted i en af de større kommunebyer, hvor vi kan præsentere os og invitere borgere og turister.«

Invitation til dialog

Din Avis Syddjurs har bedt Michael Mikkelsen, formand for Kultur- Fritids- og landdistriktsudvalget, om en kommentar til ovenstående:

»Jeg vil gerne understrege at vi som kommune både understøtter og anerkender de lokale kunstnere i deres bestræbelser på at lave lokalt kvalitetskunst og nå ud til mange og flere publikummer i fremtiden. Vi ønsker om nogen at der skal blive udført kvalitetskunst i alle afskygninger i vores Kommune.«

»Jeg er naturligvis nysgerrig på, hvad det er for tanker Syddjurskunstnere har, og jeg vil gerne opfordre foreningen til at tage kontakt til os, så der kan startes en dialog med det nye kulturudvalg, så vi kan få en snak om deres ønsker og visioner for deres fødseldagsønske.«

»Jeg vil i øvrigt på Syddjurs kommunes vegne ønske Syddjurskunstnere tillykke med 20 års jubilæet og sige, at vi glæder os til samarbejdet i fremtiden.«