Historisk hæder til lokal vin – »Krystal« får sjælden topkarakter i international konkurrence
Andersen Winery med base i Vrinners har fået en ny fjer i hatten ved den internationale vinkonkurrence Vinalies Internationales i Cannes.
Andersen Winery, der har til huse i det tidligere mejeri i Vrinners, har opnået en historisk anerkendelse ved den internationale vinkonkurrence Vinalies Internationales i Cannes.
Æbleisvinen »Krystal« har modtaget 100 ud af 100 point – den højeste score, der kan opnås. Det er første gang, en dansk vin opnår den perfekte bedømmelse ved konkurrencen, hvor over 3.000 vine fra hele verden deltog på tværs af otte kategorier.
Vinalies Internationales arrangeres af Œnologues de France og regnes blandt verdens mest anerkendte vinkonkurrencer.
Blindsmagning
Vine bedømmes ved blindsmagninger, hvor kun professionelle ønologer deltager.
Gennem årene er det kun ganske få vine, der har opnået 100 point, og »Krystal« er den første vin, der ikke er fremstillet på druer, til at modtage den højeste bedømmelse.
Frantz Maurice Scott Lundby, medstifter af Andersen Winery, udtaler: »Fra begyndelsen har vores mål været enkelt: at vise, at frugtvin kan stå skulder ved skulder med de fineste klassiske vinkategorier, når det gælder kompleksitet, præcision og kvalitet. Det her bekræfter, hvad vi har troet på fra start.«
Kryokoncentrering og håndværk
Kryokoncentrering betyder, at saften koncentreres ved hjælp af frost.
Denne metode bruges til at fremhæve smagsintensiteten og sødmen i frugten.
Vinen lagrer et år på bærmen, før den er klar til servering. Fremgangsmåden er krævende og benyttes sjældent, men ifølge vinmagerne er den afgørende for at opnå den kompleksitet, der nu er blevet anerkendt internationalt.
Anna Garcia, ønolog hos Andersen Winery og uddannet i Frankrig, fremhæver betydningen af den internationale anerkendelse: »At blive anerkendt af kolleger fra det franske ønologiske miljø gør prisen helt særlig. Det betyder meget at få anerkendelse fra mennesker, hvis standarder jeg kender så godt.«
Danske råvarer
Andersen Winery blev grundlagt i 2015 af Mads Groom Andersen, Frantz Maurice Scott Lundby og Morten Rinder Stengaard med visionen om at skabe mousserende frugtvine i verdensklasse.
Vinhuset har gennem de seneste ti år modtaget anerkendelse ved både danske og internationale konkurrencer. »Krystal« produceres i meget begrænsede mængder og serveres aktuelt kun på udvalgte restauranter.
Vinhuset benytter primært danske frugter og bær som æbler, rabarber, stikkelsbær, solbær og jordbær og anvender den traditionelle metode, som også bruges til fremstilling af champagne.
Andersen Winery producerer årligt over 110.000 flasker mousserende vin og har omkring 100 forhandlere på landsplan. Vinen sælges både via webshop og på adressen i Vrinners.
Bedømmelsen af »Krystal« ved Vinalies Internationales placerer Danmark på verdens vinkort og markerer et nyt kapitel for dansk vinproduktion, hvor lokale råvarer og håndværk opnår international anerkendelse.