Svindel er ikke kun et 'bedstemor-problem'
Ny undersøgelse: Unge anmelder svindel langt sjældnere end resten af befolkningen.
En ny undersøgelse fra YouGov for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland viser, at unge i stigende grad undlader at anmelde svindel, de har været udsat for.
Ifølge undersøgelsen har 15 procent af de 18-29-årige danskere inden for de seneste tre år oplevet svindel, som de ikke har anmeldt. Til sammenligning gælder det for 8 procent af befolkningen generelt.
Små beløb anmeldes sjældent
Claus Høegh Poulsen, svindelspecialist i Sparekassen Kronjylland, peger på, at de beløb, de unge mister, ofte ikke er så høje, hvilket kan have betydning for, om de vælger at anmelde svindlen.
»Vi kan se, at de unge handler meget på nettet, og når de bliver udsat for svindel, er der både små og store beløb imellem. Nogle vurderer måske, at de mindste beløb ikke er store nok til at anmelde,« forklarer han.
Ifølge Claus Høegh Poulsen drejer svindelsager blandt unge sig typisk om køb af varer online, hvor varen aldrig bliver leveret.
»Vi oplever mange tilfælde af denne svindeltype over Facebook og DBA, så det er faktisk et ret stort problem. Det er derfor vigtigt, at de unge er skeptiske og allerhelst møder op, når de skal betale og have overdraget en vare. De skal også være på vagt, hvis prisen er særligt god. Falder de over en iPhone 17 Pro Max til 3.000 kroner, så er der nok ugler i mosen,« siger han.
Flovhed og usikkerhed
Undersøgelsen viser også, at svindel rammer alle aldersgrupper, men at der ofte er fokus på ældre i medierne. Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, vurderer, at dette kan være med til at få unge til at undlade at anmelde svindel. »Nogle synes måske, det er lidt flovt at hoppe på et svindelforsøg og har derfor ikke har lyst til at få hjælp. Derudover tror jeg, at en del af de unge ikke er helt klar over, hvad de skal gøre, hvis de bliver svindlet,« siger hun.
Claus Høegh Poulsen oplyser, at unge – ligesom andre aldersgrupper – også udsættes for såkaldte phishing-beskeder, hvor svindlere udgiver sig for at være kendte afsendere som DAO eller Sundhedsstyrelsen.
Phishing-beskeder er typisk over sms eller mail, der ligner at komme fra en kendt afsender, som for eksempel DAO eller Sundhedsstyrelsen. Hvis man bliver bedt om at udfylde sine personlige oplysninger og samtidig bruge sit kort til en betaling, så er det som regel svindel,« forklarer han.
Han tilføjer, at ofre i flere tilfælde bliver bedt om at betale et mindre beløb, som skal godkendes med MitID, men at de uden at bemærke det kan komme til at godkende et væsentligt større beløb. Han opfordrer derfor til, at man altid dobbelttjekker de beløb, man godkender med MitID.
Pas på til festivaler
Med sommerens koncerter og festivaler på vej advarer Claus Høegh Poulsen desuden mod svindel med online billetsalg.
»Vi ser hvert år en del svindel med online billetsalg. Det er derfor en god idé altid at købe eller sælge billetter via de officielle kanaler – og altså det sted, der i forvejen udbyder billetterne,« siger han.
Undersøgelsen er gennemført blandt 1.036 repræsentative danskere over 18 år. Ifølge tallene har 11 procent af de unge oplevet online svindel, som de ikke anmeldte, mens 4 procent har oplevet fysisk svindel, som de ikke anmeldte. 8 procent af de unge har anmeldt svindel, de har været udsat for, mens 66 procent ikke har været udsat for svindel de seneste tre år.