Fortsæt til indhold

Efter mesterskabet: De her fodboldtrøjer er nogle "fans" begyndt at smide i skraldespanden

Med et glimt i øjet gør renovationsselskabet opmærksom på lidt omtanke, når følelserne sidder uden på tøjet.

Samfund

AGF har vundet det danske fodboldmesterskab for første gang i 40 år, og det har tilsyneladende frustreret andre dele af Fodbolddanmark i så høj grad, at loyaliteten til klubfarverne er i nedsmeltning.

I hvert fald har renovationsselskabet Renosyd, der håndterer affaldet i Skanderborg og Odder kommuner, noteret en tendens i kølvandet på afslutningen af fodboldsæsonen.

»Der dukker i stigende grad fodboldtrøjer fra Brøndby og FCK op i tekstilaffaldet her i Odder og Skanderborg. Og selvom mange østjyder måske mener, at det er det helt det rigtige sted at placere den slags lige nu, så vil vi bare lige minde om, at selv de mørkeste tider går over,« skriver Renosyd på Facebook med et vist nok temmelig sarkastisk glimt i øjet.

»Måske – bare måske – får trøjen sin storhedstid igen om… lad os sige 40 år. Så før du siger farvel til klubfarverne: Overvej, om den kunne få en ny chance i skabet i stedet,« fortsætter opslaget.

Der er dog også en lidt mere alvorlig side af opslaget, da Renosyd benytter lejligheden til at gøre opmærksom på, at der faktisk er regler og ikke mindst omtanke vedrørende tekstilaffald.

»Tekstilaffald er kun til slidt og ødelagt tøj. Det skal altid afleveres i en lukket pose. Tøj, der stadig kan bruges, skal afleveres til genbrug, så andre kan få glæde af det. Så husk: det gør en forskel at sortere rigtigt – også når følelserne sidder uden på trøjen,« lyder det fra Renosyd.