Fortsæt til indhold

Landsbyer langs fjorden byder indenfor på Fjordens Dag

Ved Fjordens Dag søndag 31. maj kan man opleve aktiviteter for hele familien på begge sider af fjorden både til lands og til vands.

Samfund

Søndag 31. maj ved Fjordens Dag er der en god lejlighed til at opleve naturen langs Randers Fjord, besøge områdets landsbyer og deltage i de aktiviteter, som de lokale aktører har stablet på benene. Bag Fjordens Dag står foreningen Fjordfolket i samarbejde med Naturpark Randers Fjord, lokale aktører og foreninger samt Norddjurs Kommune og Randers Kommune.

»Det er fantastisk at se, hvor flot et program der igen er blevet skabt til Fjordens Dag. De lokale aktører og foreninger er endnu en gang gået sammen om at skabe en festlig dag fyldt med oplevelser for børn og voksne, og det er netop det fællesskab og engagement, der gør dagen helt særlig,« siger formand for Naturparkrådet og Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Norddjurs Kommune, Karoline Bergkvist Søgaard.

Marked og lagkager

I Sognefogens Gård i Kare fejres Fjordens Dag med marked, lagkager og mulighed for at dekorere sin egen kop.

Markedsboderne stilles op på markedspladsen inde på gården, hvor man i boderne finder kunsthåndværk af forskellig art. Traditionen tro vil traktørstedet byde på hjemmebagte lagkager serveret af Kare Bylaug. I Pubben er der musik og pølser, og hvis man får lyst er der mulighed for en gåtur i Naturpark Randers Fjord lige uden for døren.

Som noget nyt kan man i år besøge keramikværkstedet Skaberiet og glasere sin egen nye yndlingskop. Stedets hus-keramiklærer Asger Neimann har drejet en masse kopper, så man kan vælge netop den, der skal være den nye morgenkaffekop.

Sognefogedens Gård har åbent fra klokken 10 - 16.

Vandaktiviteter og pandekager

Kyst- og Fjordcentret i Voer byder indenfor fra klokken 10 til 17 til en dag med værksteder og aktiviteter for både børn og voksne. Fra den nye formidlingsplatform kan man nyde den storslåede udsigt ud over fjorden og landskabet.

Frokosten kan man købe på stedet, idet bålgruppen tilbereder Chilli sin carne serveret i en lun tortilla, og man kan være med til at bage pandekager eller få udleveret smagsprøver om eftermiddagen.

Der er gratis adgang, dog skal man betale entré, hvis man vil prøve en tur i waders, i kano, skyde med vandraketter m.m.

I anledning af Kyst- og Fjordcentrets 30 års fødselsdag i juli er der på Fjordens Dag 30 procent rabat på indgangsbilletten og sæsonkortet.

Skinnecykel og kano

Djursland for fuld Damp i Allingåbro står klar med udlejning af skinnecykler og kanoer i tidsrummet klokken 9 til 16.

På skinnecyklen cykler man på sporet på den nedlagte jernbane mellem Allingåbro og Randers. Man bestemmer selv farten, og hvor lang turen skal være. I kanoen kan man eksempelvis opleve landskabet mellem Allingåbro og Gl. Estrup fra vandsiden.

Djursland for fuld Damp minder om, at det er nødvendigt at reservere i forvejen.

Sejl gratis med færgerne

I dagens anledning er det gratis at krydse fjorden med Kabelfærgen i Udbyhøj og Ragna i Voer-Mellerup. På den måde kan man nemt besøge arrangementer på begge sider og nyde den korte tur over vandet.

På Randers-siden af fjorden kan man ved lystbådehavnen i Udbyhøj Nord og Mellerup Færgested blandt andet lave sin egen flitsbue, prøve en robåd på det lave vand, gå på jagt efter smådyr i vandet med Randers Naturcenter og få inspiration til SUP-safari på fjorden. Eller man kan tage på sejltur med skibet Lillebjørn til Kanaløen. Med afgang fra Skovhuset i Østrup er der også mulighed for at opleve fjorden på en fælles gåtur.

Melder sulten sig, er der mulighed for at købe lidt at spise i Udbyhøj Nord, hvor borgerforeningen står klar med grillpølser, og på Café Færgestedet i Mellerup, som byder på kaffe og lagkage.