Niels Jørgen kan fejre 25 år hos AVK
1. juni kan Niels Jørgen Hedegaard fejre sit 25-års jubilæum hos AVK, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Han startede hos AVK tilbage i 2001 som kvalitetschef og har styret denne post siden, dog med en udvidelse af titlen til QHSE Manager, i takt med at hans ansvarsområde har udvidet sig til også at dække arbejdsmiljø og bæredygtighed/miljø i det hele taget.
Han er AVK’s faste anker, når det gælder kvalitetsstyring og den årlige DNV-audit, hvor han styrer virksomheden godt igennem processen og sørger for, at alle er godt forberedt, blandt andet ved at holde interne audits i god tid inden. Ligeledes sørger han for, at der bliver fulgt op på de udeståender, der er efter sådan en auditering. I alt har AVKI hele fem ISO-certificeringer, som Niels Jørgen Hedegaard har ansvaret for at få i hus år efter år.
Niels Jørgen Hedegaard er med i Arbejdsmiljøorganisationen og Samarbejdsudvalget og giver derfor i stor grad sit besyv med, når det gælder et godt arbejdsmiljø hos AVKI.
Han bor i Risskov med Marianne. Deres to voksne børn, Kasper og Frederikke er fløjet fra reden for længe siden.
I hans fritid er vinterbadning i havet hans store passion, og det er hver morgen uden slinger i valsen. Han er meget musikalsk, og det nyder kollegerne på AVK godt af, da han er trommeslager i AVK Jam Band. Han cykler meget og deltager gerne i Bakkeløbet sammen med andre ivrige AVK-cyklister.
Niels Jørgen Hedegaard er glad for socialt samvær med kolleger, og specielt spil og konkurrencer som padel, bowling og DHL deltager han gerne i, og allerhelst vil han meget gerne vinde enhver aktivitet, han deltager i.
AVK fejrer Niels Jørgen Hedegaard 4. juni.