Fortsæt til indhold

Sjove oplevelser til kunderne i butikkerne i Auning

Tre raske dage med nogle helt særlige aktiviteter ved Handelsfestivalen i Auning.

Samfund

Fars dag 5. juni nærmer sig, og den er helt oplagt blevet inspiration til en del aktiviteter i butikkerne under Auning Handelsfestival. Det er i dagene 28, 29. og 30. maj.

I Se Min Kjole er det for eksempel mændene, der ekspederer i et bestemt tidsrum, og i Tøjeksperten er det børnene, der klæder deres far på. Her er der også hyret en tatovør til at dekorere nogle af kunderne med en far-tatovering.

Inspiration fra mandeaften

I Se Min Kjole er det de ansattes mænd, der betjener kunderne og kasseapparatet om torsdagen mellem klokken 16 og 18. Det er Thomas, Carsten, Allan, Lars og Henning. I forvejen er de uøvede i den disciplin, og for at lokke flere kunder til og give dem ekstra sved på panden er der lovet en Ball taske til en værdi af 500 kroner til de første 20 handlende kunder.

»Ja altså, så vi er sikre på, at vores mænd kommer i sving i de to timer,« griner indehaver Pernille Dannemand.

»Vi håber da også, at mange af kunderne ønsker indpakning,« tilføjer hun.

Ideen er inspireret af butikkens mandeaften i december, hvor mændene fra klokken 18 til midnat kunne handle julegaver til deres kæreste eller hustru samt nyde pølser og fadøl og blive betjent af butikkens kvindelige ansatte. Denne gang skulle det være omvendt.

Når slaget er ovre inviteres mændene sammen med deres bedre halvdel til hygge og spisning på Auning Kro.

Klæd din far på

I Tøjeksperten er der også fars dag om torsdagen. Det skal forstå på den måde, at tre fædre har mulighed for at tage deres børn med ind i butikken og lade børnene finde et flot sommersæt til deres far til en værdi af op til 2000 kroner. Indehaverne af Tøjeksperten Ronni Bruun og Mikkel Bak kårer vinderne, som får sættet som præmie. For at deltage skal man tilmelde sig.

Om fredagen er der fadøl hele dagen, og alle børn og barnlige sjæle, der køber en gave til deres far, får en gratis pose slik med.

Om lørdagen fra klokken 9.30 til 13.30 tilbyder Tøjeksperten en gratis far-tatovering, hvis man køber for over 1000 kroner. Indehavernes gode ven Mylle, der har tattoo-butik i Randers, vil sidde i butikken og tatovere.

Også i de øvrige butikker er der nogle særlige tilbud og aktiviteter. Hos Pito kan man torsdag få fotograferet sit kæledyr af en professionel fotograf og købe billedet til en favorabel pris.

Fredag er der vinsmagning, livemusik og smagsprøver på slagterens grillspecialiteter i SuperBrugsen. Ligeledes fredag har Djurs Consult en konkurrence, hvor præmien er en uformel snak om byggeri, energi, brandsikkerhed og bæredygtighed.

Lørdag byder Forrådskammeret på smagsprøver af butikkens delikatesser, og i Superbrugsen får børnene lov til at styre kassen og ekspedere deres forældre. Desuden kan man pynte sin egen kage.

»Nu giver vi den gas«

Mikkel Bak, der er med i aktivitetsudvalget i Auning Handel & Erhverv sammen med Anders Rasmussen, SuperBrugsen, og Pernille Dannemand, Se Min Kjole, fortæller, at de tre i aktivitetsudvalget var enige om, at der skulle ske noget nyt. Selv fik han undervejs alle mulige ideer til aktiviteter.

»Vi er gået ind i udvalget med tanke på at skabe nogle tilbagevendende aktiviteter. Det er første år med handelsfestival, så nu giver vi den gas, og så håber vi, at der kommer nye skøre ting til næste år eller mere af det samme, der gik godt i år.«

Ud over de særlige oplevelser byder butikkerne også på gode tilbud.

»Nu giver vi den gas, og så håber vi, at der kommer nye skøre ting til næste år eller mere af det samme, der gik godt i år,« siger Mikkel Bak, Tøjeksperten. Foto: Anette Bonde.