Fortsæt til indhold

Rasmus' opråb om Kurt i midtersporet er gået viralt: »Rigtig mange kan relatere til det«

Nogle ved måske ikke bedre, mens motorvejskongerne kører, som de vil. Men midtersporet er til overhalinger.

Samfund

Hvorfor er det, at mange kører i midtersporet på de danske motorveje, når sporet nu er lavet til overhalinger?

Det er det spørgsmål, Rasmus Ladefoged fra Hornslet kredser om i et nyligt Facebook-opslag, der måske også er dukket op i dit feed. Opslaget er i hvert fald blevet delt 3.100 gange, og det skyldes formentlig en kombination af emnet og en veloplagt tone.

»Det kræver ikke særtilladelse fra kommunens vej- og parkafdeling at benytte blinklys og vognbaneskift. “Jamen der kommer måske en lastbil længere fremme.” Ja. Om halvanden kilometer, Kurt. Du overlever nok at trække ind og ud igen,« lyder det blandt andet.

Kurt er en fiktiv bilist opfundet til lejligheden.

Rasmus Ladefogeds undren kommer ikke ud af ingenting. Han kører dagligt til Nordtyskland og tilbage i forbindelse med sit job. 500 kilometer om dagen tur/retur.

»Det er mange timer på motorvejen, og jeg ser mange skøre og obskure ting. Det er som om, nogle lægger hjernen hjemme i skuffen, når de sætter sig ud i bilen. Mange zoomer ud. Det er som om, folk er faldet i søvn. Det er en frustration, når man kører på vejene, fordi man skal reagere på mange unødvendige ting,« siger Rasmus Ladefoged.

Han er selv blæst bagover af de 21.500 reaktioner, 2.200 kommentarer og altså 3100 delinger.

»Det er meget overvældende. Det er helt sindssygt. Det siger sig selv, at jeg ikke havde forestillet mig, at opslaget ville gå viralt, men jeg er glad for, at jeg har startet en debat,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at rigtig mange kan relatere til det. Jeg plejer ikke at lave offentlige opslag, men det her synes jeg, at alle skulle se. Jeg var lidt frustreret. Jeg tænkte, at hvis 200 reagerede på det, så var det godt.«

Men hvorfor er det, at mange ikke kan finde ud af, hvordan man som bilist skal gebærde sig på en motorvej? Rasmus Ladefoged har ikke skrevet en ph.d. om emnet, men han har nogle idéer.

»Jeg tror, at det delvist skyldes uvidenhed eller at folk glemmer at orientere sig. Så er der også nogle motorvejskonger, der nok selv skal bestemme, hvordan de kører bil. Jeg vil nødig generalisere, men der er en tendens til, at det er midaldrende mænd,« siger han.

Ifølge færdselslovens paragraf 15 skal bilister altid holde så langt til højre som muligt på motorvejen. Det kan koste en bøde på 1.000 kroner at blive unødigt i midtersporet.

Københavns Vestegns Politi gennemførte i februar i år en målrettet indsats mod bilister, der uden grund kørte langsomt i midtersporet på motorvejen over længere strækninger.

»Mange vi standser bliver oprigtigt overraskede. De ved simpelthen ikke, at de skal holde til højre. Vi prøver at forklare dem, at det handler om trafiksikkerhed, overblik og et bedre flow for alle. Hvis der er plads til højre, skal man trække derind. Så enkelt er det,« lød det dengang i en pressemeddelelse.