Fortsæt til indhold

Fond vender hjem og åbner for nye ansøgninger

Ebeltoft Sparekasses Fond tilbage på lokale hænder.

Samfund

Ebeltoft Sparekasses Fond er igen forankret i Ebeltoftområdet, efter at administrationen i en periode har været varetaget af Nordea-afdelinger i Grenaa og Risskov.

Det oplyser Poul Antonsen, der netop er tiltrådt som bestyrelsesformand for fonden.

Støtte til lokale formål

Fonden har til formål at yde økonomisk støtte til almennyttige, kulturelle, velgørende og uddannelsesfremmende formål, fortrinsvis med tilknytning til Ebeltoftområdet.

Hvert år uddeles omkring 50.000 kroner, fordelt på mindre beløb af typisk 5.000 til 10.000 kroner.

Det præcise beløb afhænger af, hvor meget fondens hovedstol genererer i årlige renter.

Bestyrelsen mødes tre til fire gange om året for at behandle ansøgninger. Foreninger og andre interesserede kan løbende søge om støtte. Ansøgninger skal fremover sendes til Ebeltoft Sparekasses Fond, co: Danbolig Ebeltoft, att.: Poul Antonsen.

Senest skulle ansøgninger sendes til Nordea Risskov, men det er ikke længere tilfældet.

Ny bestyrelse på plads

Bestyrelsen består, ud over Poul Antonsen, af varehuschef i Kvickly Ebeltoft Jens Friis og Daniel Lilleris, i tidligere tider aktiv i Ebeltoft IF Fodbold, der er nyvalgt til bestyrelsen.

Poul Antonsen har tidligere været formand for fonden i perioden 2010 til 2015.

»Vi gør lokale foreninger og aktører opmærksomme på, at Ebeltoft Sparekasses Fond nu igen administreres lokalt, og at der kan søges midler til almennyttige, kulturelle, velgørende og uddannelsesfremmende projekter med tilknytning til Ebeltoftområdet,« siger Poul Antonsen.