Fortsæt til indhold

Erhverv Grenaa har fået ny formand

Efter den årlige generalforsamling i Erhverv Grenaa er der blevet valgt en ny formand.

Samfund
sra

Administrationschef Karoline Lynggaard fra Bent Klausen A/S har afløst advokat Mette Haase Lindhardt fra Lindhardt Steffensen Advokater på formandsposten i Erhverv Grenaa. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Knap 50 medlemmer deltog i den årlige generalforsamling på Kysthotellet. Her udtrådte Mette Haase Lindhardt af bestyrelsen, som hun har stået i spidsen for gennem seks år. I sin beretning fremhævede hun, at erhvervsforeningen i den periode har udviklet sig positivt.

»Coronaens indtog, som umuliggjorde fysiske møder, var naturligvis et udfordrende udgangspunkt for en netværksbaseret erhvervsforening, men siden er medlemstallet mere end fordoblet til omkring 110 aktive virksomheder,« sagde hun.

Derudover fremhævede den nu tidligere formand foreningens tætte samarbejde med Norddjurs Kommunes politikere og embedsmænd.

»Det er blevet tydeligt, at mange af de lokale virksomheder vurderer, at kommunen er blevet væsentlig mere erhvervsvenlig de senere år, hvilket den årlige analyse af erhvervsvenlighed fra Dansk Industri også vidner om.«

Foreningens syv personer store bestyrelse blev ud over den nye formand, Karoline Lynggaard, udvidet med direktør Karsten Bjerrum Nielsen fra Kattegatcentret, som blev valgt ind i stedet for direktør Jørgen Due Jensen fra Due Jensen Management, der valgte at udtræde.

Kreativ strategisk seniorrådgiver Jens Nikolajsen fra Mercatus A/S (sekretær), filialdirektør Søren Mandrup Wellejus fra Djurslands Bank (kasserer), manager Karen B. Lassen fra Dronningens Ferieby samt ansættelsesretlig konsulent og partner Lars Schou fra HR Company blev alle genvalgt. CAO Mette Klit fra Grenaa Havn A/S (næstformand) var ikke på valg og ønskede at fortsætte.

Generalforsamlingen blev efterfulgt af et medlemsmøde, hvor Margrethe Dal Lehrmann inspirerede tilhørerne til, hvordan man sammensætter det rette team og skaber en high performance-kultur baseret på ledelse, kultur, strategi og medarbejderudvikling.