Tørke i potterne er ikke det største lavpunkt i Risskov

Nej, det er ikke altid synd for dem, det er synd for. Heller ikke for dem langs strandvejen i Risskov, selv om de må leve med, at den lokale Netto åbenbart ikke vander de udendørs planter til salg med samme kyndighed som Claus Dalby.

Derimod strutter forargelsen i en lokal Facebookgruppe over at noget sådant kan forekomme i 8240. Facebook er som bekendt et sted med samme effekt på proportioner og grammatik som roundup på et mælkebøtteblad.

»De kan vel holde en vandkande i hånden og vande. Når der er stille i butikken de er vel ikke ik limet til stolen,« lyder et af de konstruktive forslag rettet mod butikkens medarbejdere, der også tæller ungarbejderne, som må finde sig i lidt af hvert og alt for meget, lyder det jævnligt fra detailhandlen og HK. Ikke bare ved kassen, men også på de sociale medier, når de har fri.

Man kan vel bare gå et andet sted hen og handle, hvis fugtighed i potterne ikke passer til eget temperament, forsøger en anden bruger.

»I vores lokalsamfund er vi interesserede i at præsentere vores miljø på bedste vis. Det handler aldrig om, at vi bare kan handle et andet sted. For gør vi dét, er der ikke langt til butiksdød,« lyder svaret i kommentarsporet.

»Vi skulle jo nødig ende som Gellerup.«

Problemet er ikke, at lavendlerne hænger med hovedet i en grad, så de læner sig op ad en tvangsfjernelse eller at rhododendronerne skriger på mere af den surbund, hvori debattonen på Facebook også trives så godt.

Derimod er det tankevækkende, at man åbenbart går meget op i, hvordan lokalområdet tager sig ud på overfladen, mens man er ligeglad med, hvilket indtryk man efterlader, når man skriver ”LÅRT” (ja, sådan står det - med stort endda) og er småperfid overfor de butiksansatte. Butiksansatte, hvis forældre (for de unge har heldigvis opgivet Facebook) også læser med grupperne om ting af åbenbart væsentlig og stor betydning.

Lokale Facebook-grupper er vist nok oprettet for at skabe sammenhold og værdifulde fællesskaber. En fælles lokal identitet, om man vil. Hvis tonen i den gruppe, der på det seneste har diskuteret Nettos manglende omgang med vandslangen, er et udtryk for stemningen i kvarteret, er der ikke noget at sige til, at selv blomsterne visner. Sådan er det heldigvis ikke. Vist nok.

Vi taler meget om at passe på lokalområderne, butikkerne og sammenhængskraften. Men fællesskaber rådner sjældent indefra på grund af tørre spanske margueritter. De gør det, når almindelige mennesker ikke længere gider være en del af samtalen, fordi tonen er blevet småsur og selvretfærdig. Måske er det der, man kan begynde, hvis man virkelig kærer sig om blomster- og butiksdød: ikke om, hvor lidt vand, andre giver, men om, hvor meget galde man selv spreder.