Pinse = pres på trafikken: Advarer om længere rejsetid omkring Aarhus
Danskerne har igen en helligdag i sigte. Det betyder mere pres på vejene.
Mange danskere ventes at tage på sommerhustur, camping eller familiebesøg i pinsen.
Det kan give tæt trafik, kø og længere rejsetid flere steder i landet, oplyser Vejdirektoratet.
Den første udrejsetrafik ventes fredag 22. maj, hvor ferietrafikken rammer samtidig med eftermiddagens myldretid. Der er især risiko for kø mellem klokken 14.00 og 18.00.
Lørdag 23. maj ventes der også tæt trafik mellem klokken 10.00 og 14.00, men med mindre risiko for større kødannelser.
De største trafikmængder ventes fra hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland. Det gælder blandt andet E20 Vestmotorvejen, Den Fynske Motorvej og rute 21 mod Sjællands Odde.
Hjemrejsetrafikken ventes især 2. pinsedag mandag 25. maj mellem klokken 14.00 og 18.00. Her vil trafikken primært gå fra vest mod hovedstadsområdet.
Vejdirektoratet anbefaler trafikanter at køre uden for de mest trafikerede tidsrum, hvis det er muligt.
Tæt trafik ved sommerhusområder og Royal Run
Med udsigt til godt vejr ventes mange at køre mod sommerhusområderne. Derfor kan der opstå tæt trafik på blandt andet rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse, rute 21 mod Sjællands Odde, rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing samt rute 40 til og fra Skagen.
Der kan også komme ekstra trafik 2. pinsedag, hvor Royal Run afholdes i Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København. Her kan der forekomme kø, tæt trafik og afspærringer i og omkring værtsbyerne.
Vejarbejde kan give længere rejsetid på E45 ved Aarhus
På E45 mellem Vejle og Aarhus samt omkring Kolding er der større anlægsarbejder i gang. Det betyder blandt andet lavere hastighed, smallere spor og ændrede køreforhold.
Se mere om udbygning af E45 HER
Det kan give længere rejsetid på strækningerne i pinsedagene.
Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at holde øje med den aktuelle trafiksituation før og under køreturen. Det kan ske på Trafikinfo.dk eller via P4 Trafik.