Fortsæt til indhold

Kvinde hoppede ud fra lejlighed, da politiet ankom til konflikt

Politiet rykkede ud til husspektakler.

Samfund
sica

Østjyllands Politi modtog tirsdag aften kl. 21.22 en anmeldelse om, at nogle personer var i en højlydt konflikt på en adresse i det centrale Aarhus, og at der muligvis blev kastet med ting i en lejlighed, hvorfor der var brug for politiets tilstedeværelse.

En patrulje blev derfor sendt til stedet og rettede kort tid efter henvendelse ved den pågældende lejlighed i Øgadekvarteret i Aarhus C, hvorfra urolighederne var blevet hørt.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

I lejligheden, der var »nogle etager oppe,« traf politiet tre personer, som oplyste, at der også var en fjerde person til stede.

Kort tid efter opdagede patruljen, at den fjerde person, en 34-årig kvinde, lå på jorden neden for ét af lejlighedens vinduer.

Vidner havde overværet episoden og kunne fortælle politiet, at kvinden angiveligt selv var sprunget ud fra lejlighedens vindue.

Kvinden blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet for nærmere undersøgelser og efterfølgende indlæggelse i henhold til tidligere dom.

Østjyllands Politi fandt ikke yderligere med interesse for politiet i lejligheden, og betjentene bad parterne om at forholde sig i ro resten af aftenen og forlod stedet igen kort tid efter.