Fortsæt til indhold

En lille smule dryp, men ellers skinner solen: Så varm bliver weekenden

Der er gode chancer for at komme ud at nyde forårssolen, lyder det fra DMI. Kortvarig risiko for regn lørdag.

Samfund
/ritzau/

De fleste danskere kan se frem til en solrig forårsweekend med temperaturer, der kan nå op på 20 grader.

Bortset fra en kort periode lørdag med risiko for regn indbyder weekenden til at komme ud i naturen.

Sådan lyder meldingen fredag fra Hans Wanner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag morgen er der skyer på himlen, men de vil forsvinde senere på dagen.

»De fleste steder er der skyet og mange steder i Jylland faktisk lidt diset, men det skal nok klare op langt de fleste steder og blive nogen sol.«

»Det bliver 15-20 grader, og så blæser det heller ikke så voldsomt i dag. En svag til jævn vind fra sydvest, så det kan vist ikke skræmme nogen,« siger Hans Wanner.

I Nordjylland er der dog mulighed for havgus gennem hele fredagen langs kysten til Skagerak, tilføjer han.

De lune forårstemperaturer fortsætter lørdag, hvor der dog kortvarigt er risiko for regn.

»Det ser ud til, at vi skal have nogen sol lørdag. Dog passerer der i løbet af dagen nogle skyer fra nordvest, så der er en overgang med lidt regn. Op til godt 20 grader,« siger Hans Wanner.

Søndag er der til gengæld udsigt til tørvejr i hele Danmark med temperaturer på omkring 20 grader.

»Også søndag skulle solen gerne vise sig. Vi får en del sol, så det er slet ikke så dårligt endda,« siger meteorologen fra DMI.

Weekenden er oplagt til at komme ud i naturen, mener han.

»Jeg synes roligt, at man kunne tage ud i det skønne majvejr og nyde en lysegrøn skov. Der er en overgang lørdag med lidt regn, men det er kortvarigt, så man kan roligt tage ud i naturen,« siger Hans Wanner.

DMI-meteorologen fortæller, at temperaturerne generelt er stigende.

»Det har været en lidt kølig form for forår, men det er på vej til at blive lunere og også mere solrigt,« siger han.

Det gælder også, når han ser i prognosen for næste uge, selv om temperaturen vil falde på tirsdag.

»Tirsdag kommer der et frembrud af koldere luft og mere blæsende vejr, men længere hen i næste uge vil temperaturerne igen stige,« siger Hans Wanner.