Fortsæt til indhold

Sommeren er her - og denne kommune har flest af de attraktive strande i hele Østjylland

På en af strandene har en ny 80 meter lang badebro givet helt nye muligheder for badegæsterne.

Samfund
sica

På mandag 1. juni hejser Norddjurs Blå Flag ved ni strande langs kommunens 153 kilometer lange kyst.

Dermed markerer Norddjurs sig endnu en gang som en af Danmarks førende strandkommuner med landets næsthøjeste antal Blå Flag strande – kun overgået af Aabenraa Kommunes 11 strande.

Blå Flag-ordningen er et internationalt kvalitetsstempel, som stiller krav til blandt andet vandkvalitet, miljøindsats, sikkerhed og information til gæsterne, og det er en vigtig del af signalet om Norddjurs Kommune, lyder det fra formanden for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Karoline Bergkvist Søgaard (S).

»Vores kyst og strande er en vigtig del af det, der gør Norddjurs til et attraktivt sted at bo og besøge. Derfor lægger vi stor vægt på, at strandene lever op til de høje krav, der følger med Blå Flag. Det handler både om kvalitet, tryghed og om at skabe gode rammer for fællesskab og oplevelser i naturen,« siger Karoline Bergkvist Søgaard i en pressemeddelelse.

Ny badebro og nye muligheder

Årets højdepunkt ved Lystrup Strand findes dog ikke i toppen af flagstangen med det blå flag.

Den findes for enden af den nye 80 meter lange badebro.

Broen sikrer endnu bedre adgang til vandet og området omkring den karakteristiske revle, som ligger et stykke ude fra kysten. Tidligere skulle badegæster igennem lavt, let mudret vand med sten for at nå derud.

Nu fører badebroen badegæsterne over det lave vand og ud til skønne svømmeoplevelser.
Broen er samtidig handicapvenlig og gør det lettere for flere at få glæde af stranden, da den slutter på en fem meter bred platform, så der både er plads til kørestole og til at opholde sig.

Det giver alt i alt langt flere muligheder på Lystrup Strand, fortæller Flemming Smith, der formand for Brolauget ved Lsytrup Strand.

»Det skønne ved broen er lige præcis den nemmere adgang til havet. Men en uforudset positiv effekt er, at broen også har skabt et endnu større fællesskab herude. Så der er både en fornøjelse i at få nogle nye muligheder i naturen, og en glæde ved at få noget, vi passer på sammen,« lyder det fra Flemming Smith.

Brolauget ved Lystrup Strand har arbejdet målrettet for broen gennem flere år, og selv sørget for at finde finansiering på 640.000 kroner.

»Vi har hele tiden tænkt, vi ville skaffe de penge selv. Fondene ved godt, at det er ret almindeligt at søge til en bro, så det er vi hverken de første eller sidste til at søge og få,« konstaterer Flemming Smith.

Brolauget står selv for at sætte broen op i starten af april og tage den ned igen omkring 1. oktober.