Svømmehal vedstår startproblemer - gæster har været »meget forstående«
Der har været bump på vejen, men i det store hele går det godt i i Skanderborgs udbyggede svømmehal, lyder det.
Skanderborg Svømmehal har været igennem en gevaldig makeover i form af en tilbygning på 2.850 kvadratmeter fordelt over tre plan.
Den nye del af svømmehallen har kostet omkring 90 millioner kroner, og den har haft åbent siden 1. marts, men Vandvirke, som svømmehallen nu kaldes, er endnu ikke kommet af med alle børnesygdomme.
Ifølge teknisk leder for Vandvirke Lars Søndergaard er de største udfordringer dog løst på nuværende tidspunkt. Blandt dem har ikke mindst en udskiftning af nogle af tilbygningens vinduer og en fejl i den 70 meter lange vandrutsjebane været synlige.
»Vores rådgiver fandt ud af, at det vinduesfirma, der har stået for at sætte vinduerne i, havde sat nogle vinduer i, der ikke levede op til de krav, der var stillet. Det er en klar fejl, og de vinduer skulle selvfølgelig skiftes, og der var vi nødt til at lukke ned i en uge. Der var også nogle af de større vinduer ved vandrutsjebanen, der var revnede, og dem fik vi også skiftet i den sammenhæng,« siger Lars Søndergaard.
En knast i vandrutsjebanen har været skyld i nogle få episoder, hvor gæster har fået hudafskrabninger, og en enkelt gæst har i et facebookopslag beskrevet, at han »fik skåret foden op, så det blødte helt sindssygt,« og at han trods den noget kedelige oplevelse ikke fik sine penge tilbage.
»Vi fandt en lille fejl i vandrutsjebanen, hvor noget af overfladen var knækket, og det har vi fået udbedret. Det er klart, at de ansatte i en situation, som den der er beskrevet, skal kompensere gæsten, og det er en fejl, at det ikke er sket. Det har vi haft en snak om. Vi har rigtig mange nye ansatte, og vi skal også lige finde ud af, hvordan vi skal drifte svømmehallen,« siger Lars Søndergaard.
Han påpeger, at de gæster, der havde arrangeret et fødselsdagsarrangement i løbet af den uge, hvor svømmehallen måtte lukke for at få skiftet vinduer, fik arrangementet til halv pris på en senere dato.
Vores personale gør alt for, at vores gæster skal føle sig sikre og have stor glæde ved at besøge Vandvirke. Heldigvis oplever vi stor tilfredshed hos vores gæster, der er meget glade for, at vi endeligt har fået nogle fantastiske faciliteter i kommunenSøren Abildgaard Pedersen, bestyrelsesformand i Vandvirke
Aktuelt står dørene i svømmehallens familieomklædningsrum til at blive udskiftet.
»De er ikke lavet til vådrum. Det betyder, at malingen skaller af, og at dørene ikke fungerer ordentligt. Det er til gene for nogle af vores gæster, og det er vi selvfølgelig kede af. Vi får udskiftet dørene hurtigst muligt,« lyder det.
Det er totalentreprenør Svend Aage Christiansen A/S, der er ansvarlig for konstruktionen af Vandvirke, og regningen for diverse udbedringer ender hos den nordjyske virksomhed, oplyser Lars Søndergaard.
Han forudser, at det i stort omfang er slut med opstartsvanskeligheder efter sommerferien 2026.
»Der har været nogle småfejl, der skulle fikses, og sådan vil det altid være med store byggerier. Det generelle billede er, at folk er rigtig, rigtig glade for svømmehallen, og gæsterne har været meget forstående og tålmodige. Vores hovedformål er at få så mange glade brugere i vandet som muligt, og det arbejder vi kontinuerligt på.«
Samme toner lyder fra bestyrelsesformand i Vandvirke, Søren Abildgaard Pedersen.
»Jeg kan forsikre om, at vores personale gør alt for, at vores gæster skal føle sig sikre og have stor glæde ved at besøge Vandvirke. Heldigvis oplever vi stor tilfredshed hos vores gæster, der er meget glade for, at vi endeligt har fået nogle fantastiske faciliteter i kommunen,« siger han i et skriftligt svar.