Muligt ulvepar på Djursland er gået under radaren? Professor: »Vi kan ikke bekræfte noget som helst«
En af landets førende ulveeksperter har ingen eksakt viden om, at et ulvepar har slået sig ned ved Kirial. Peter Sunde, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, opfordrer til, at borgerne sender håndfaste beviser til Ulveovervågningen.
På de sociale medier har der i pinsen været meldinger om, at et ulvepar flere gange er blevet fanget på vildtkameraer i Kirial på Djursland. Der er indikationer på, at tæven kan være højdrægtig.
Din Avis har kontaktet Peter Sunde, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, for at få vished om, hvorvidt der er set et ulvepar ved Kirial.
Ekspert: Ingen kendte data
Han er blandt landets førende ulveeksperter og står for den videnskabelige rådgivning og overvågning af den danske ulvebestand, som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum varetager.
Peter Sunde oplyser, at han ikke har kendskab til data om et ulvepar på Djursland. Hvis der er hold i oplysningerne, er parret gået under radaren, påpeger han.
Peter Sunde opfordrer borgere i Kirial og på Djursland til at indberette observationer af ulve til den nationale overvågning, så forskere kan følge bestanden og sikre en opdateret status på ulvenes tilstedeværelse i området.
Han understreger, at ulveovervågningen i Danmark er afhængig af borgernes indberetninger, og at det er vigtigt, at observationer bliver rapporteret til myndighederne.
»Ulve etablerer sig typisk over nogle måneder, og det er vigtigt, at folk rapporterer ind med noget håndfast materiale, foto og video, så vi kan følge udviklingen,« siger Peter Sunde.
»Vi kan ikke vide, om der er set ulvepar ved Kirial eller andre steder på Djursland uden tips. Derfor er vi meget afhængige af, at folk hjælper os med brugbart materiale, for vi kan af gode grunde ikke følge med overalt.«
Ti revirer registreret i Danmark
Ifølge den seneste månedlige status fra den nationale overvågning af ulv i Danmark, udarbejdet af Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), er der ved indgangen til overvågningsåret 2026/2027 registreret ti revirer i Danmark.
Disse omfatter syv kobler med hvalpe fra 2025, tre par uden hvalpe og en enlig revirhævdende hanulv.
Djursland er ikke blandt de registrerede revirer.
Tidligere observationer på Djursland
Djursland har tidligere haft besøg af ulve. I 2013 blev der observeret en ulv i området, og i 2018 blev en ulv fra Ulfborg-reviret registreret. Den vandrede til Djursland og forlod senere området igen.
I april-maj 2025 blev der også observeret en enlig ulv.
Den nationale overvågning forventer yngleforsøg i alle syv revirer, hvor der blev født unger i 2025, samt i de tre bekræftede par, som vides at være etableret i overvågningsåret 2025/2026.
Der forventes dermed mindst ti yngleforsøg i Danmark i 2026.