Fortsæt til indhold

Omstridt betonanlæg fjernet på ejers foranledning

Betonanlæg ved Egsmark Strand fjernet efter langvarig holmgang.

Samfund

Et betonanlæg ud for Kystvejen 60 i Egsmark Strand er nu fjernet.

Tirsdag den 26. maj blev anlægget væltet, og betonblokkene kørt væk.

Dermed er en længere proces afsluttet, hvor både naboer og Syddjurs Kommune har været involveret.

Sådan så det ud,. da betonanlægget fortsat var en markant klods i strandkanten.Foto: Lars Normanb Thomsen

Strakspåbud efter besigtigelse

Kommunen gav tidligere ejerne af ejendommen et strakspåbud om at afspærre anlægget, som bestod af et kystbeskyttelsesanlæg og et hævet opholdsareal på stranden.

Påbuddet blev udstedt efter en besigtigelse den 12. februar 2026, som var foranlediget af en klage fra naboer.

Kommunen vurderede, at anlægget var i meget dårlig stand og kunne udgøre en sikkerhedsrisiko for personer, der færdes på stranden, hvor der er offentlig adgang.

»Ejerne har kun fået et strakspåbud, men de har senere søgt om at få en nedrivningstilladelse, og den har de fået. Jeg går ud fra, at det er i erkendelse af, at de kan se et formål med at bevare resterne af anlægget,« siger Ole Bjarke Nielsen, Syddjurs Kommunes pressechef.

Ingeniørnotat: Håbløst

Et eksternt ingeniørnotat bestilt af Syddjurs Kommune konkluderede tidligere, at konstruktionen var i så dårlig og sikkerhedsmæssigt uforsvarlig stand, at det hverken var teknisk eller økonomisk forsvarligt at bevare den. Notatet pegede blandt andet på fremskreden korrosion i armeringen, manglende konstruktiv armering i dækket, erosion omkring fundamenter samt delvist kollaps i dele af anlægget.

Kommunen pålagde derfor ejerne straks at skilte og afmærke området, så offentligheden blev opmærksom på, at konstruktionen var farlig.

Naboers bekymringer

Freddy Dichmann Jensen, som bor på Kystvejen 62, har gentagne gange gjort opmærksom på problemerne. Under byrådsmødets spørgetid 28. januar gjorde han politikerne og embedsmænd opmærksom på, at anlægget udgjorde en fare for strandgæster, især børnefamilier.

Han havde tidligere kontaktet kommunen om sagen, men uden respons. Freddy Dichmann Jensen har også peget på, at børn ofte bruger området til leg, og at betondækket hviler på en kant, som langsomt skrider udad.

Politisk opfølgning

Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget, udtalte til Din Avis efter byrådsmødet i januar: »Problemet er, at betonanlægget står på en privat grund, godt nok ned til strandkanten, som er offentligt tilgængelig, men det forhindrer os i som kommune at stille krav om, at anlægget skal fjernes.

Jeg vil dog drøfte med vores forvaltning, hvad vi kan gøre, men først lige have styr på, hvornår vores folk senest har været ude at se på betonanlægget. Det ved jeg faktisk ikke.«

Tidligere hændelser

Kommunens folk konkluderede tidligere, at der ikke var fare på færde, men kort tid efter kollapsede en seks meter lang betonmur på det offentlige areal.

Efterfølgende opstod der revner ved hjørnerne, og erosionen nåede bagsiden af terrassen.

Nu er anlægget revet ned, og der er fri passage på stranden.