Aarhus-borgmester ville af med nøgen kæmpekvinde. Nu er hun tilbage

Det siges, at politik er det muliges kunst, og inden for den disciplin har Aarhus sine mestre. Borgmester Svend Unmack Larsen var utvivlsomt en af dem. Han var jurist, men alligevel optaget af kunst og kultur. Så meget, at han blev kaldt en florentinsk renæssancefyrste. Men hans kunstsmag var også så personlig, at armslængden hurtigt blev kort.

Det skete, da han en dag i 1954 skulle forberede et byrådsmøde og så Svend Wiig Hansens Moder Jord foran rådhuset. Unmack havde godt nok godkendt placeringen, men ikke set skulpturen: en tonstung, svulstig og nøgen kvinde. Kæmpekvinden var for stor til at kunne komme ind i rådhushallen til årets Aarhus-udstilling og måtte derfor stå uden for.

Borgmesteren kaldte værket ”amatøragtigt” og krævede det fjernet. Måske overraskende fik han opbakning fra Svend Wiig Hansens tidligere underviser, Johannes Bjerg, der kaldte skulpturen »for mexicansk«. Den var vist heller ikke gået i dag.

Ironisk nok modtog Unmack Larsen samme dag, han krævede Moder Jord fjernet, en anden skulptur; Den Svangre, som stadig venter i Rådhusparken. Hvem udførte den? Johannes Bjerg såmænd. Der er ved gud ikke meget tequila-energi over hende, bortset fra at hun sidste år pådrog sig et brud på anklen efter en påkørsel i forbindelse med fejringen af det danske EU-formandskab.

Som en hilsen fra det gamle Aarhus, hvor der indbildt var styr på formerne, kan hun fra sin sokkel med lidt god vilje holde øje med, hvad der sker ovre på Aros. Og netop der sidder Moder Jord i øjeblikket solidt i indgangen til den meget vellykkede Svend Wiig Hansen-udstilling.

»Man kan ikke udstille en halv kunstner,« skulle Wiig Hansen have sagt, da han med kommuneforvisningen af Moder Jord trak sig helt fra Aarhus-udstillingen i ’54. På Aros får man en helt Wiig. Heldigvis.

Mange begræder Aarhus’ udvikling. Men Aarhus er blevet en anden, mere moderne og international by end på Unmacks tid. Og det er næsten symbolsk, at det netop er kunsten og Aros, der netop nu leverer det største og stærkeste symbol på udviklingen fra en småbornert by til et Aarhus med mod, selvtillid og international slagkraft: James Turrells The Dome.

I 1950’ernes Aarhus kunne en nøgen kvindekrop foran rådhuset udløse kommunal panik. I dag bygger samme by et gigantisk kunstværk, hvor mennesker frivilligt vil stå i kø for at kigge op til himlen gennem et hul i taget. Der er alligevel et stykke vej fra småborgerlig forskrækkelse til en international kulturdestination. Der er mere mellem himmel og Moder Jord. Aros fremkalder et røntgenbillede af byens udvikling, når man om to uger kan opleve Svend Wiig Hansens skandaleskulptur og James Turrells såkaldte Skyspace på samme tid: fra forargelse til format. Ingen vil kræve The Dome fjernet, selv om den måske udefra set godt kunne minde lidt om en mexicansk pyramide. Det er svært ikke at holde af en by, der er gået fra kulturskræk til forventningsfulde køer foran et hul i taget.