Dyreparken fra 1994 opruster med professionel bestyrelse
Skandinavisk Dyrepark har udpeget en ny bestyrelse for at styrke den kommercielle udvikling og professionalisere driften.
Skandinavisk Dyrepark gennemfører en markant oprustning på ledelsessiden.
Parken har udpeget en ny bestyrelse med stærk kommerciel erfaring for at styrke forretningen og udviklingen.
Oprustningen sker for at imødekomme den voksende interesse fra besøgende og udvide parkens aktiviteter.
Baggrunden er et ønske om at professionalisere driften og sikre, at parken kan håndtere den stigende efterspørgsel på arrangementer, camps og overnatning ved isbjørneanlægget.
Fokus på udvikling
Parkens ledelse ønsker at udnytte udviklingen og sikre, at Skandinavisk Dyrepark kan tiltrække flere gæster, samtidig med at fokus på nordisk natur og dyrevelfærd fastholdes.
Direktør Janne Tofte understreger, at den nye bestyrelse skal bidrage til at professionalisere parkens drift og udbrede budskabet om den autentiske naturoplevelse.
»Vi lever i en tid, hvor alt går utrolig stærkt, og hvor en stor del af vores liv er præget af det kunstige, det hurtige og det digitale. Vi mærker en markant, stigende tendens til, at moderne familier søger en modpol – de savner det ægte, det nærværende og det uspolerede. Vi skal være det sted, hvor man mærker naturens præmisser og finder dybde frem for overflade. Med den nye bestyrelse får vi de helt rette kompetencer til at professionalisere forretningen og udbrede det budskab,« siger Janne Tofte.
Unikt naturnært koncept
Parken adskiller sig fra andre zoologiske haver ved at tilbyde store arealer og Europas største isbjørneanlæg. Det naturnære koncept er ifølge bestyrelsesmedlem Mari-Louise Jonsson en vigtig del af parkens fremtid.
»Der er ikke mange steder, hvor du kan tage hen og opleve ro. Sådan rigtig ro. Da mine egne børn var mindre, var Skandinavisk Dyrepark nærmest det eneste sted, vi besøgte som familie, fordi man kan trække vejret her. Det er et unikt fristed præget af urørt natur, hvor dyrevelfærd, plads og stærke faglige fortællinger leveret af biologer er fundamentet. Det glæder jeg mig enormt til at bygge videre på,« fortæller hun.
Andreas G. Jensby overtager posten som bestyrelsesleder for at sikre, at strategien føres ud i livet. Samtidig træder Kim Lykke Jensen, byrådsmedlem for SF, ud efter at have ledet parkens overgang fra privat park til fond.
Lidt historie
Skandinavisk Dyrepark A/S har eksisteret siden 1994, hvor den startede som Hjortenes Verden med dyreentusiast og direktør Frank Vigh-Larsen som primus motor og eneejer.
Parkenm har aldrig modtaget hverken kommunal eller statslig støtte, ej heller sponsorater.
Skandinavisk Dyrepark har dermed altid skullet klare sig på markedets betingelser i modsætning til andre turistattraktioner på Djursland.
Efter mange år som altafgørende indpisker forlod Frank Vigh-Larsen sit livsværk ved årsskiftet 2021/2022.
Efter 29 år i spidsen for foretagendet overlod han direktørposten til parkens biolog, Janne Tofte.
Samtidig med skiftet på direktørposten blev Skandinavisk Dyrepark omdannet til en selvejende institution. Processen blev gennemført i foråret 2022.