Kongeligt og "klodset" besøg 2. juni: Dannebrogs-model har 'kostet' 800 timer og 225.000 legoklodser
Når kongeskibet Dannebrog den 2. juni besøger Grenaa i forbindelse med det årlige sommertogt, sætter også en Lego-model af kongeskibet Dannebrog kurs mod Djursland.
2. juni besøger kongeparret – og kongeskibet Dannebrog – Grenaa.
Og netop kongeskibet vil ankomme til Norddjurs i flere afskygninger; det originale og en model i Lego.
Det skriver Lego i en pressemeddelelse.
To af virksomhedens modelbyggere har de seneste måneder brugt 800 timer – og 225.000 legeklodser – på at bygge en model af Dannebrog.
Modellen er i størrelsesforholdet 1:20 og er mere end fire meter lang.
På dagen for besøget har gæster mulighed for at se modellen på Torve i Grenaa fra klokken 10 om formiddagen.
Her kan de første 200 besøgende børn også bygge deres eget lille Lego-kongeskib.
»Vi håber, at mange børn har lyst til at komme forbi vores lille byggestation, hvor jeg sammen med modelbyggerne sidder klar til at hjælpe de fremmødte med at bygge deres helt eget lille kongeskib i Lego,« siger Jan Mouritzen, der er leder af modelafdelingen i Legoland.
Modellen udstilles fra 1. juli i Miniland i Legoland.