Fortsæt til indhold

Sender 20 millioner kroner til nye projekter

21 projekter på uddannelsesinstitutioner i hele regionen får støtte fra Region Midtjyllands uddannelsespulje.

Samfund
sra

Region Midtjylland tager et markant skridt for at styrke uddannelserne i hele regionen og giver både unge og voksne bedre muligheder for at lære, vælge og udvikle sig. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

I alt 21 projekter på tværs af regionens ungdomsuddannelser, voksenuddannelser, forberedende grunduddannelse og erhvervsuddannelser står til at modtage støtte fra uddannelsespuljen 2026. Samlet indstilles der bevillinger for 20,722 millioner kroner til projekter, der skal udvikle undervisningen, styrke fællesskaberne og bringe nye redskaber ind i klasselokaler og værksteder.

»Vi investerer i meget mere end enkeltprojekter. Vi investerer i mod, nysgerrighed og nye muligheder på uddannelser i hele Region Midtjylland. Når uddannelserne arbejder med nye undervisningsformer, teknologi, fællesskaber og trivsel, handler det om at gøre dem stærkere og mere relevante for de mennesker, der skal lære, udvikle sig og tage næste skridt i livet,« siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Bag projekterne ligger en bred lyst til at udvikle uddannelserne indefra. Uddannelserne står midt i en tid, hvor både undervisning, arbejdsliv og elevernes og kursisternes behov forandrer sig hurtigt. Derfor handler puljen ikke kun om at støtte enkelte idéer, men om at give uddannelsesinstitutionerne plads til at afprøve nye løsninger, lære af dem og dele erfaringerne med andre.

Når projekterne går i gang, skal erfaringerne ikke blive på den enkelte skole. Region Midtjylland følger projekterne, så viden, metoder og resultater kan deles på tværs af uddannelser og bruges som afsæt for ny udvikling.