Fortsæt til indhold

»Voldsom konkurrence« får Aarhus-gigant til at samle produktionen – lægger 110 mio. kr i udvidet fabrik

Den aarhusianske vindmølle-gigant Vestas investerer 110 millioner kroner i sine produktionsfaciliteter i Lem og flytter ansatte dertil.

Samfund
/ritzau/

Hidtil har Vestas drevet fabrikker i Vestjylland i både Ringkøbing og Lem, men fremover samles produktionen ét sted.

Vindmølleproducenten investerer ifølge Finans omkring 110 millioner kroner i faciliteterne i Lem.

Her får 370 ansatte fra produktionen i Ringkøbing fremover arbejdsplads, så den udvidede fabrik sammenlagt vil beskæftige omkring 1000 personer.

»Der er en voldsom konkurrence på markedet. For at få de mest konkurrencedygtige fabrikker i Danmark, så er der brug for, at vi gør dem så effektive, som vi kan,« siger Morten Dyrholm, der er vicedirektør i Vestas, til Finans.

De eksisterende fabrikker i det vestjyske producerer blandt andet naceller. Det er de huse, der sidder i midten af vindmøllerne og blandt andet rummer gearkasse, generator og bremser.

Ved at samle produktionen ét sted, vil produktionen af nacellerne ifølge Morten Dyrholm blive mere effektiv.

Tidligere i år meldte Vestas ud, at man ville nedlægge 70 stillinger i Ringkøbing.

Der er ikke udsigt til yderligere fyringer i kølvandet på beslutningen om at sammenlægge de to fabrikker.

Ifølge brancheorganisationen Green Power Denmark er sammenlægningen og de nye investeringer med til at fremtidssikre Vestas’ produktion i Europa.

»Vestas fastholder sit stærke fodaftryk i Ringkøbing-Skjern med 1860 lokale arbejdspladser.«

»Læg dertil de investeringer og den beskæftigelse, der bliver på danske hænder, når vi tæller underleverandørerne med,« siger Jan Hylleberg, der er viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

Vestas havde ved årsskiftet 7400 ansatte globalt. Foruden i Vestjylland har selskabet også danske fabrikker i Nakskov og Munkebo ved Odense.