Det stod ikke skrevet over Fredes vugge i det lille hjem i Fredensborg, at hans livs vej en dag skulle ende i Grenaa
Ved sin 90-års fødselsdag er Frede Frandsen stadig aktiv i Grenaa, og hans liv illustrerer, hvordan én persons vedholdende indsats kan præge et lokalsamfund over generationer.
Det var ikke givet på forhånd, at Frede Frandsens liv skulle flettes så tæt sammen med Grenaa.
Men torsdag 4. juni fylder han 90 år – og kan se tilbage på et halvt århundrede som en af byens markante drivkræfter.
Han voksede op i Fredensborg.
Som 13-årig mistede han sin far og flyttede kort efter ud til sin ældre søster på en gård i nærheden.
Landlivet førte til landbrugsuddannelse og ”det grønne bevis”, men det blev ikke markerne, der kom til at definere hans arbejdsliv.
Fra Fredensborg til Grenaa
I begyndelsen af 1960’erne søgte han nye veje og slog sig ned i Grenaa. Her fandt han både sit virke og sit livs kærlighed, Grethe fra Ørsted-egnen, der i mange år arbejdede i kommunens socialforvaltning.
Til august kan parret fejre krondiamantbryllup – 65 år som ægtepar. Sammen har de to døtre og fem børnebørn.
Fra landmand til revisor
Frede Frandsen fik smag for administration og økonomi og uddannede sig senere til merkonom og fik bestalling som registreret revisor. Planen var egentlig at starte egen virksomhed, men et tilbud ændrede kursen: I 1973 blev han tilbudt jobbet som forretningsfører for Boligselskabet Grenaa af 1945.
Her satte han retning for boligadministrationen i mere end 30 år, indtil han gik på pension i 2003.
Fjernvarme, skat og skoler
Sideløbende fik han en nøglerolle i udviklingen af Grenaas infrastruktur. I Grenaa Varmeværk var han med i bestyrelsen fra 1975 og formand fra 1978 til 2007 og havde en central rolle i udbygningen og samlingen af byens fjernvarmesystemer.
Han har desuden været formand for Skatteankenævnet i Grenaa, medlem af skolebestyrelsen ved Øster Skole og af skolekommissionen, aktiv i lokalrådet i Kreditforeningen Danmark og i Grenaa Håndværkerforening, hvor han også var kasserer.
I forbindelse med udskillelsen af den kommunale spildevandsforsyning i et nyt selskab, Aqua Djurs A/S, blev Frede Frandsen af Norddjurs Kommunalbestyrelse udpeget som den første bestyrelsesformand. En post ha<n røgtede og var formand i 10 år.
»En spændende opgave, som jeg med stolthed ser tilbage på,« siger han.
Havnen og Aftenstjernen
Også havnen har nydt godt af hans engagement. Han har i mange år siddet i bestyrelsen for Grenaa Lystbådehavns Fond, udpeget af Norddjurs Kommunalbestyrelse, og trådte i 2018 til for en periode for at aflaste havnemesteren med organisatoriske opgaver.
Efter pensioneringen stoppede engagementet ikke.
Han har blandt andet været administrator for andelsboligforeningen Aftenstjernen i Grenaa og fortsat sit arbejde omkring lystbådehavnen gennem fonden.
Socialdemokrat med ansvar
Politisk har han været en tro socialdemokrat. I 1980’erne var han opstillet til Grenaa Byråd uden at blive valgt, men han fik stor betydning bag kulisserne. Han var kasserer for Socialdemokratiets fællesledelse fra midten af 1990’erne og igen i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2006.
Om sit arbejdsliv siger han: »Livet består tit af tilfældigheder. Når en dør lukkes, åbner der sig en ny.«
Efter pensionen kastede han sig over golf. Et fald med en øm hofte som resultat har sat ham lidt tilbage, men han træner målrettet for at genvinde sin fulde bevægelighed.
»Det skal nok lykkes,« siger han.
90-årsdagen fejrer Frede Frandsen sammen med familien – som pensionist, men stadig med et vågent og interesseret blik på den by, han har været med til at forme.