Elever på Skovskolen Djursland i endnu en vild bedrift: »Vi har de vildeste studerende, og de bekræfter det gang på gang«
Endnu engang er det lykekdes for studerende på Skovskolen at få fællesskaber til at blomstre.
Skovskolens studerende kan noget særligt, når det handler om fællesskaber.
For et par år siden lykkedes det for de studerende på skolen i Løvenholmskovene at overbevise ledelsen på Københavns Universitet – som Skovskolen hører under – om, at den ellers annoncerede lukning af uddannelsen som skov- og landsskabsingeniør var en ualmindeligt dårlig idé.
Det skete efter en massiv kampagne fra de studerende med protester mod lukningen. En sag som endte helt inde i Folketinget.
Nu har de studerende endnu engang vist handlekraft i at få fællesskaberne til at leve.
Efter en ihærdig indsats har Studenterforeningen på Skovskolen Djursland fået tilsagn om støtte på 1,2 mio. kr. til at realisere det multifunktionelle uderum ’Splinten’.
Det skriver Skovskolen i en pressemeddelelse.
Bevillingen er givet via Realdaniakampagnen ”Underværker”.
Giver tilbage
Det nye byggeri vil danne platform for fritid, bålhygge, oplæg, undervisning, overnatning, madlavning, madpakkestop og udflugter.
Der optages stadigt flere og flere studerende på Skovskolen Djursland, og derfor mangler skolens studerende mere end nogensinde før bæredygtige faciliteter at samles under.
De studerende har en ambition om at skabe naturbaserede relationer til gavn for både studiemiljøet og de lokale fællesskaber i Auning.
»Som studerende på en grøn uddannelse, vil Splinten gøre det oplagt med mere udeundervisning, plads til fællesskaber og et bedre studiemiljø. Efter at have studeret i snart to år på Skovskolen Djursland, har jeg gerne ville give noget tilbage, hvor ’Splinten’ ikke bare giver tilbage nu, men flere årtier frem,« siger Frederik Højrup Kristensen, skov- og Landskabsingeniør, studerende og bestyrelsesmedlem i Studenterforeningen Eldrupgaard.
De vildeste studerende
Skovskolen ligger meget praktisk dybt inde i Løvenholmskovene, men den lidt isolerede beliggenhed er også medvirkende til, at skolen ikke er kendt af alle i de nærliggende byer.
Det skal projektet være med til at ændre, da ’Splinten’ også kommer til at være et mødested for borgere, børnehaver, folkeskoler og andre lokale uddannelsesinstitutioner.
Skovskolens forstander Rasmus Kjær er fuld af beundring for de studerendes indsats:
»Vi plejer at sige, at vi har Danmarks vildeste studerende, og vores studerende bekræfter det gang på gang i handling. På Skovskolen er uddannelse både undervisning og samvær og fungerer bedst direkte i den natur, hvor vi arbejder med at skabe bæredygtige forandringer. Derfor harmonerer projektet så utroligt godt med vores fælles værdier,« siger Rasmus Kjær.
Skovskolen har tilkendegivet at ville støtte igangsættelsen af projektet med yderligere 100.000 kr. og er parate til at understøtte processen hele vejen igennem.
Projektet er blandt de 15 udvalgte lokale fællesskaber, der netop har modtaget støtte gennem indsatsen Underværker.
Her støtter Realdania frivillige ildsjæleprojekter med potentiale til at skabe nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder i deres lokalsamfund.