Søndag bliver vi mindet om, at mænd i kjoler ikke er en ny tendens
Esben Thusgård indsættes søndag som ny biskop i Aarhus med procession og guldkors. Men efter pomp og pragt venter et mærkeligt arbejdsliv mellem evigheden, termokandekaffe og arbejdstidsregistrering.
Uden for kirkerne ville man på moderne jysk kalde det onboarding, når der søndag holdes bispevielse for den nye biskop Esben Thusgård. Men i kirken er velkomstmappen og Summerbird-chokoladen skiftet ud med procession, salmesang og håndspålæggelse. Det lyder middelalderagtigt, og det er det næsten også. Gud ske lov, for i en tid hvor alt skal udvikle sig, og selvindsigt fylder mere end udsyn, er det opløftende med et AI-frit ritual, der insisterer på det modsatte.
Man kan have få eller vidt forskellige forventninger til en biskop. På en måde skal han også bære vores forventninger til kirken, og de er mange og modsatrettede.
Selv må Thusgård forvente, at livet ikke bliver det samme, når han forlader domkirken efter bispevielsen. Det er måske bedst udtrykt af hans forgænger, Henrik Wigh-Poulsen, der i sin sidste skriftlige hilsen til sit stift gav udtryk for en næsten rørende længsel efter at blive almindelig igen: letmælk, Pinot Noir og en snak med Købmand Smedegård i Sjællandsgade. Selv i folkekirken findes opstandelsen kun i begrænset omfang.
At være biskop må være et mærkeligt job. Man bliver både adm. direktør, sjælesørger, kendis, konfliktmægler, liturgisk mellemleder og et symbol på noget større. Tarmfloraen skal udsættes for ukristelige mængder termokandekaffe og hjemmebag, der får søndagens oblat til at virke både mere delikat og mindre tør. Alt det skal man navigere i, mens den helt store chef ikke er typen, man booker en 1:1-samtale med og kan forvente sig klare svar fra.
Søndag er der pomp og pagt. Mandag venter Outlook og arbejdstidsregistering. Bispeembedet skal overleve i en tid, hvor autoriteter og »vi plejer« har det svært. En mand i kjole med guldkors kan stadig få folk til at sænke stemmen en lille smule og rydde sendefladen på flow-tv. Bispevielsen sendes live på DR1 kl. 13.45 og i programomtalen står der, at der ventes ”stor folkefest i hele Aarhus.” Det lyder som en AI-agent, der tror, at både AGF-guldet og Jesus kommer til Aarhus samme år.
Uanset festniveauet skriver Esben Thusgård sig ind i en næsten tusind års række af mænd (og kun mænd), der har prædiket syndernes forladelse, ført jordstridigheder, blandet sig i byudvikling og sikkert også været trætte af møder. Nu er det Esben Thusgård nogen vil rette blikket imod, når verden bliver mærkelig, og det bliver den jo med jævne mellemrum. Ikke mindst i kirkekredse.
Det er den vej, der nu venter Thusgård: fra almindelig aarhusianer til et embede og udsigten til endnu et portræt i rækken af alvorlige mænd på stiftsadministrationens vægge.
En dag står han sikkert som sin forgænger og længes efter noget så jordnært som en liter mælk og en tom kalender. Selv biskopper vender før eller siden tilbage til et almindeligt liv. Det er kirkens oversete mirakel, men godt at blive mindet om. Også for biskoppen selv.