Fortsæt til indhold

Forening skifter navn for at styrke den forebyggende indsats

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade skifter navn til Somenta. Navneskiftet skal gøre det lettere at søge hjælp.

Samfund
sra

I 25 år har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade været der for mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser og selvskade, og for deres pårørende. Foreningen skaber viden og tilbyder hjælp og forebyggende fællesskaber, der gør en forskel hver eneste dag. Det arbejde fortsætter. Men ambitionerne vokser.

Derfor skifter foreningen nu navn til Somenta. Navneskiftet blev enstemmigt vedtaget på foreningens generalforsamling i april og markerer et ønske om i endnu højere grad at arbejde forebyggende, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

»Med Somenta ønsker vi at nå flere, og nå dem tidligere. Vi vil gøre det lettere at søge hjælp, før problemer vokser sig store, og sikre, at ingen står alene, fordi det føles for svært at række ud,« siger Camilla Hersom, direktør for Somenta.

Navnet Somenta er udviklet i et tæt samarbejde mellem medarbejdere og kommunikationsfaglige kræfter i bestyrelsen. Valget faldt på Somenta, fordi ordet udspringer af foreningens tilgang til det somatiske og det mentale, hvor kroppen og sindet ses som tæt forbundne.

Lettere at række ud

Foreningen har erfaret, at det tidligere navn for nogle var en barriere for at søge hjælp.

En far sagde:

»Jeg ville ønske, I hed noget andet, så jeg kunne få min datter til selv at ringe til jer.«

En ung fortalte:

»Hvis jeg kommer til jer, kan folk se på Snapchat-kortet, hvor jeg er, og så ved de med det samme, hvad jeg kæmper med, og det er jeg ikke klar til.«

»Vores navn må ikke være en barriere, der står i vejen for, at mennesker får den hjælp, de har brug for. Ved at skifte til et navn, der favner bredere, ønsker vi at gøre det lettere at tage det første skridt – uanset hvor man er i sin proces,« siger Camilla Hersom.

Styrket indsats

Navneskiftet skal samtidig understøtte en styrket, forebyggende indsats i en tid, hvor mistrivslen blandt børn og unge er stigende.

Spiseforstyrrelser og selvskade er ofte kropslige reaktioner på mental mistrivsel. I dag lever omkring 98.000 mennesker i Danmark med en spiseforstyrrelse, og en ud af fem elever i 9. klasse har prøvet at skade sig selv.

»Vi ønsker i endnu højere grad at være der for børn og unge, der mistrives eller kæmper med negative tanker om deres krop. Vi ved, at jo tidligere vi sætter ind, desto større er muligheden for at undgå alvorlig sygdom. Derfor vil vi være der, før sygdommen for alvor tager fat,« udtaler Camilla Hersom.

Selvom navnet ændrer sig, er foreningens tilbud de samme.

Somenta har fortsat mere end 200 frivillige, gratis og anonym rådgivning og specialiseret behandling. Sidste år havde foreningen mere end 8.000 rådgivningssamtaler og hjalp over 200 personer i behandlingsforløb.

»Vi er den samme forening med den samme høje faglighed, de samme tilbud og det samme engagement. Med Somenta gør vi det lettere at søge hjælp, også før du bliver syg,« siger Camilla Hersom.