Jubilæum som handelsby fejres med gode tilbud og lange åbningstider
Lige fra morgenstunden bliver der liv i gaderne og masser af musik og underholdning i Grenaa.
Når Grenaa fredag inviterer til Open By Night, bliver det ikke blot en aften med lange åbningstider, gode tilbud og liv i gaderne.
Arrangementet bliver samtidig startskuddet på markeringen af Handel Grenaas 150-års jubilæum med temaet ”Grenaa – handelsby gennem 150 år”.
Dagen byder på aktiviteter fra morgen til aften, hvor både byens handelshistorie, kulturliv og nutidige byliv kommer i centrum.
Festlighederne begynder allerede klokken 9 på Torvet, hvor Handel Grenaa inviterer til Djurslands største morgenbord med gratis rundstykker og kaffe.
Senere på dagen fortsætter jubilæumsfejringen med fødselsdagssang og en gigantisk kagemand på Torvet klokken 14-14.30.
Fra klokken 14.00 til 17.00 kan besøgende også tage en gratis tur gennem byen i hestevogn, mens både lirekassemand og gadeorgel sørger for den rette historiske stemning.
Musik i gaderne
Grenaa har netop lagt gader til Gademusikerfestival, og musikken kommer også til at spille en cenntral rolle gennem hele jubilæumsfejringen.
Djurs Swing Band leverer historiske jazztoner fra klokken 15.00 til 17.00, mens Grenaa Amatørteater klokken 18.00 rykker ud i gaderne med sang og opvisning.
Senere på aftenen overtager Kopibandet.dk scenen med velkendte hits fra 1980’erne, 1990’erne og frem til i dag.
Der bliver også plads til teater og underholdning, når SET-sjakket fra Syddjurs Egnsteater klokken 16.00 indtager bymidten med humoristisk gadeteater.
For dem, der ønsker at dykke ned i Grenaas historie, arrangerer Museum Østjylland, Grenaa Egnsarkiv og Norddjurs Kommune en samtalesalon på Bylivkontoret i Lillegade 1.
Fra klokken 18 til 22 bliver der foredrag, oplæg og aktiviteter for både børn og voksne med fokus på Grenaa før, nu og i fremtiden.
Historisk vandring
Aftenen rundes af med en stemningsfuld byvandring gennem handelsgaderne.
Turen begynder klokken 20.45 ved Bylivkontoret og giver deltagerne mulighed for at opleve byens centrum i tusmørket.
I løbet af dagen kan besøgende også møde vægtere fra Ebeltoft og opleve andre historiske indslag i gågaderne.
Handel Grenaa opstiller desuden i samarbejde med Museum Østjylland og Grenaa Egnsarkiv 14 historiske pyloner rundt omkring i centrum. Her kan man læse om byens handelshistorie og de personer og begivenheder, der har været med til at forme Grenaa gennem de seneste 150 år.
Der bliver samtidig mulighed for at møde lokalpolitikere og medarbejdere fra Norddjurs Kommune ved kommunens store bus ved Skålen foran rådhuset.
Her kan borgerne give deres mening til kende om, hvad der bør prioriteres i det kommende kommunalbudget. Beach Party-karavanen deltager med konkurrencer og underholdning, og også Bridge82 vil være til stede.
Samtidig bliver der masser af streetfood, åbne caféer og restauranter samt et væld af udstillere i bymidten.
Byens butikker holder naturligvis åbent helt til klokken 22.00 og lover både gode tilbud og festlig jubilæumsstemning, når Grenaa fejrer 150 år som handelsby.