Fortsæt til indhold

Dronning Margrethe er udskrevet og skal nu tage den med ro

Efter indlæggelse siden mandag er dronning Margrethe udskrevet. Hun har det godt, men skal tage den med ro.

Samfund
/ritzau/

Dronning Margrethe er fredag over middag blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter indlæggelse.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse lidt efter klokken 13.00.

Hun er på vej hjem til Fredensborg Slot, lyder det.

»Hendes Majestæt har det godt, men skal, ligesom ved udskrivelsen fra hospitalet den 19. maj, fortsat tage den med ro,« skriver kongehuset.

Her var hun indlagt efter hjertekrampe og en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre. Hun blev indlagt 14. maj og udskrevet igen 19. maj.

Mandag i denne uge blev dronningen så indlagt igen for at blive behandlet, efter at en CT-scanning havde vist en større blodansamling i hofteregionen.

Blodansamlingen skyldtes et tidligere fald, oplyste kongehuset.

I pressemeddelelsen mandag lød det, at dronningen efter omstændighederne havde det godt.

Det lød samtidig, at hun skulle være indlagt ”i en række dage”. Det varede således til fredag.

For nuværende er der ingen ændringer i de planlagte begivenheder, der er i hendes kalender. Men hendes ”deltagelse i planlagte tilstedeværelser vil blive vurderet løbende”, lyder det.

Det næste planlagte arrangement i dronning Margrethes kalender er 6. juni, hvor hun skal deltage i fejringen af den nye Storstrømsbro, som er opkaldt efter dronningen - nemlig Dronning Margrethe II’s Bro.