Fortsæt til indhold

Parkerede du her og fik en p-afgift? Så kan du måske få pengene tilbage

»Der manglede en undertavle på skiltene, som betyder, at vi annullerer p-afgifterne,« oplyser Aarhus Kommune.

Samfund

»Er det ok?«

»Alle dem, der holder på strækningen fra Harald Jensens Plads på højre side og ned til Christian Wærums Gade, har fået en hilsen i ruden.«

Sådan skriver en person på den lokale Facebook-gruppe ”Alle os fra Frederiksbjerg” med et dertilhørende billede, der viser, hvordan flere bilister har fået en gul p-afgift fra kommunen torsdag 21. maj.

»Jeg havde orienteret mig på det papir, der er sendt ud, og det giver ingen mening for mig. Skiltet er sat op efterfølgende,« lyder det bl.a.

Den pågældende dag – torsdag 21. maj – blev der afholdt DitUr Gadeløb på Frederiksbjerg, og det betød, at der var spærret for parkering ved Ingerslev Boulevard og Ingerslevs Plads mellem kl. 8 og 23.

Facebook-opslaget om parkeringen i forbindelse med gadeløbet er siden blevet flittigt debatteret, hvor nogle også tilkendegiver, at kommunikationen om, hvor man måtte holde, har været uklar.

Men nu melder kommunen så ud om sagen.

»Der manglede en undertavle på skiltene, som betyder, at vi annullerer p-afgifterne,« oplyser Aarhus Kommune i en kort mail til avisen.

Hvad der helt præcist skulle have stået på den pågældende undertavle, og hvor mange p-afgifter, der nu bliver annulleret, fremgår ikke af det svar, avisen har fået.

Men et par brugere i Facebook-gruppen på Frederiksbjerg bekræfter, at de har fået annulleret den p-afgift, de fik ved Ingerslevs Boulevard den pågældende dag.

Så har man fået en bøde i området ved Ingerslevs Plads og Ingerslevs Boulevard i forbindelse med DitUr Gadeløb 21. maj, er der altså en reel chance for, at man får den annulleret.

Kommunen slår dog også fast, at p-skiltene ikke var sat for sent op, som nogle af brugerne på Facebook ellers har påstået.