Fortsæt til indhold

6,8 millioner kroner: Østjyder kan have penge til gode hos trafikselskab

Kunder kan anmode om at få refunderet penge indtil 1. april 2028.

Samfund
sb

Tusindvis af kunder kan have penge til gode i ubrugte klip og pendlerkort i Midttrafiks tidligere app, der lukkede ved udgangen af marts.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Midttrafik oplyser, at der fortsat er omkring 6,8 millioner kroner i kassen, og pengene kan fortsat refunderes, men Midttrafik har ikke mulighed for at refundere pengene automatisk.

Det skriver kommunikationsmedarbejder hos Midttrafik, Britta Charmig, til Aarhus Stiftstidende.

»Vi har ikke mulighed for at refundere beløbet automatisk, fordi de betalingsmidler kunderne har benyttet til at købe klippene i mange tilfælde er udløbet eller er forældet. Derudover er mange klip sendt videre til andre kunder, fx børn. I de tilfælde har vi ikke de oprindelige betalingsoplysninger,« lyder det.

Kunder kan via Midttrafiks hjemmeside anmode om at få refunderet pengene indtil 1. april 2028.