Skal du på motorvejen, så vær opmærksom: Først er der lukket mod nord – så er der lukket mod syd
Vejdirektoratets asfaltarbejde på E45 vil påvirke trafikken i Aarhus-området, og bilister skal forvente ændringer i rejsetiden.
Vejdirektoratet går nu i gang med næste etape af asfaltarbejdet på E45 Østjyske Motorvej ved Aarhus.
Denne gang gælder det strækningen mellem frakørsel 47 Tilst og Aarhus N, hvor der skal lægges slidlag og etableres vejstriber.
Arbejdet udføres fra mandag 8. juni og frem til mandag 20. juli.
Trafikken ledes skiftevis over i modsatte side med to farbare spor i hver retning, og hastigheden fastholdes på 80 km/t. Undervejs vil enkelte til- og frakørsler være spærret, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Tidsplanen
Slidlagsarbejdet begynder i nordgående retning fra mandag 8. juni til mandag 29. juni. I den periode vil tilkørsel 47 Tilst i nordgående retning være spærret, og trafikken ledes via Motorvejskryds Aarhus V.
Herefter flyttes arbejdet over i sydgående retning fra mandag 29. juni til mandag 20. juli. I perioden vil frakørsel 47 Tilst i sydgående retning være spærret, og trafikken ledes via Motorvejskryds Aarhus V.
Trafikanter skal forvente forlænget rejsetid, især i myldretiden. Vejdirektoratet opfordrer til at følge skiltningen og planlægge ekstra tid til rejsen.