Jonah Blacksmith skal spille endnu en koncert i Aarhus
I otte år har brødrene Alstrup holdt på en hemmelighed.
Siden 2018 har brødrene Alstrup haft en drøm, der er nu er blevet realiseret. Udover at de i den kommende weekend spiller på Northside, kommer de også forbi Aarhus til september.
Det skriver DTD Concerts i en pressemeddelelse.
»I 2018 købte vi et kæmpestort, gammelt cirkustelt, som vi siden har gået og repareret på. Lapper med Jonah Blacksmith-DNA er blevet påsyet, idéer er vækket til live, og NU tror vi på, at både teltet og vores drøm kan stå selv. I den ganske særlige ramme vil vi sammen med vores venner i Jonah Blacksmith skabe to helt særlige aftener til september, som vil blive gennemsyret af stemningsmættet musik og fællesskabsmagi,« fortæller brødrene Thomas og Simon Alstrup og fortsætter:
»Tænk sig at have sit helt eget kæmpetelt, som man kan stille op lige, hvor man har lyst – om det er i Thyborøn, på Falster eller i Kongens København – og så tilmed kunne skabe vores helt eget univers med alt, hvad det indebærer af skønne idéer, skøre påfund og musikalske oplevelser! Vores helt eget mobile hurlumhejhus! Dét er da lige til at blive glad af at tænke på! Vi glæder os mere end nogensinde til at dele disse ganske særlige aftener med vores band og vores publikum.«
Hvad der konkret kommer til at ske, vil brødrene Alstrup ikke uden videre løfte sløret for, men de tør godt svinge sig op til at love, at de to aftener vil blive fantastiske, magiske, sitrende og aldeles uforglemmelige. Naturligvis sagt i al nordvestjysk beskedenhed.
De to sensommeraftener med Jonah Blacksmith i Cirkusteltet på Tangkrogen i Aarhus den 11. og 12. september 2026 arrangeres i tæt samarbejde med Northside.