Flere styrker sendt til brand på havnen i Aarhus
Østjyllands Brandvæsen har mandskab fra flere stationer på havnen.
Lige nu er flere køretøjer og mandskab fra flere brandstationer til stede på Balticagade på havnen i Aarhus.
Ifølge Anders Fonnesbæk, vagthavende operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, er der melding om brand i en industribygning.
Det skriver TV2 Østjylland.
»Vi er talstærkt til stede, men indsatsen foregår stille og roligt,« siger han.
Der er tilkaldt mandskab fra stationerne i Nord, City og Syd.
Ifølge beredskabsoversigten over udkald modtog brandvæsenet meldingen klokken 05.45. Den lød på ”Bygn.brand-Industribygning”.