Fortsæt til indhold

Netværk skal gøre det lettere at frasælge jord og stadig blive boende

'Bygd af familiegårde' og Bondelauget inviterer til netværksmøde med formålet at forbinde landejendomsejere og jordsøgende, der ser muligheder i en overdragelse, så ejeren har mulighed for at blive boende.

Samfund

14. juni inviterer projektgruppen ’Bygd af familiegårde’ og Bondelauget til et netværksmøde på Havmøllen. Formålet er at forbinde landejendomsejere og jordsøgende, der ser muligheder i en overdragelse – eventuelt gradvis og/eller delvis – så ejeren har mulighed for at blive boende.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra arrangørerne, der skriver, at der til mødet vil være samtalerum for at belyse alles specifikke situation, behov og ønsker, så der kan findes løsninger til glæde for alle.

Udfordringer og løsninger

I den seneste tid er det generelt ikke blevet nemmere for gårdejere selv at drive og vedligeholde deres ejendom på grund af f.eks. økonomiske, bureaukratiske eller sundhedsmæssige udfordringer. Mens flere småskala-bønder udfordres af systemets ’kolde hænder’ og bureaukrati, savner nogle, især ældre landmænd i høj grad de ’varme hænder’ og den menneskelige kontakt. Samtidig gør manglen på seniorboliger det svært for dem, der overvejer at flytte – og mange foretrækker at blive boende i deres eget, velkendte hjem.

Sådan beskriver Bygd af familiegårde og Bondelauget problemet og foreslår, at denne svære situation kunne lettes, hvis de (eventuelt delvist og/eller gradvist) fik mulighed for at overdrage drift og vedligeholdelsesansvaret for deres ejendom.

De mener, at en sådan model desuden er en oplagt mulighed for yngre husmænd med mere end én hektar jord. Hvis de kan se værdien i at få naboer, der ønsker at passe godt på jorden, kan de overdrage en del af arealet til dem. Dette mindsker både det økonomiske og bureaukratiske pres samt det tunge vedligeholdelsesansvar. Samtidig skabes der et levende og socialt nabofællesskab på tværs af skellene, hvilket modvirker den udbredte isolation i landdistrikterne og baner vejen for fællesanskaffelser af og -løsninger på alt fra maskiner til gårdbutikker.

Denne model åbner samtidig en dør for de mange, ofte yngre, jordløse husmænd, som drømmer om at starte deres eget småbrug uden at skulle gældsætte sig til op over ørerne. En gradvis overdragelse af (dele af) en eksisterende landejendom vil give dem mulighed for at komme i gang med det samme, hvilket kan danne et solidt grundlag for både deres økonomiske velfærd og menneskelige velvære.

Familiegårde og lokal mad

Initiativet ’Bygd af familiegårde’ udspringer netop af ønsket om at skabe naturgenoprettende, vandbeskyttende og resiliensfremmende bosætning i landdistrikterne. Ved at gøre det muligt for jordsøgende individer/familier at etablere mindre ’familiegårde’ på minimum 1 hektar (men ikke meget mere) – med et omkransende levende hegn, en fjerdedel skov, sø og bæredygtig bolig – kan der spire ’bygde’ frem af flere småbrug i samklang med naturen, med stier imellem.

Også Bondelauget arbejder for at skabe bedre vilkår for mindre regenerative og økologiske jordbrugere. Som en sammenslutning af passionerede småskala-bønder og en lille udviklingsenhed vil det desuden sikre lokalbefolkningen bedre adgang til mad produceret uden sprøjtemidler og på naturens præmisser.

Baggrunden er, at den nye generation ofte har svært ved at etablere sig bæredygtigt uden jord og langtidssikre aftaler. Da der samtidig er stor efterspørgsel på lokalt dyrket mad af høj kvalitet og stor opbakning fra lokalbefolkningen, håber man, at dette møde kan skabe de nødvendige forbindelser.

At forbinde punkterne

Projektgruppen ’Bygd af familiegårde’ og Bondelauget slår sig nu sammen for at forbinde alle disse punkter. For landejere, der ønsker at overdrage (dele af) deres jord, giver netværksmødet mulighed for at finde den helt rette kandidat. For jordsøgende med en drøm om at dyrke jorden i balance med naturen, er dette en chance for at finde et sted at slå rødder. Der er lagt op til en inspirerende dag med frodige samtaler.