Stolene er fordelt. Nu ser der ud til at være ro på brugs-fronten
Rokaderne blandt uddelerne er på plads: Helgenæs, Vrinners og Thorsager har alle fundet deres nye frontfigurer.
Det har været sæson for rokader blandt uddelerne i brugsforeningerne på Djursland, og nu ser kabalen ud til at være gået op, efter at Helgenæs Brugs har ansat Mike Brinch Jørgensen som ny uddeler.
Mike Brinch Jørgensen, 35 år, kommer fra en stilling som souschef i SuperBrugsen Glesborg og tiltræder allerede mandag den 8. juni.
Mike Brinch Jørgensen skriver på LinkedIn, at beslutningen om at forlade Glesborg Brugsforening er truffet efter grundige overvejelser om butikkens retning og udvikling. Han udtrykker taknemmelighed over for kolleger, kunder og bestyrelse og ser frem til at blive en del af Helgenæs Brugs:
»For mig handler en Brugs om meget mere end varer på hylderne. Det handler om mennesker. Det handler om fællesskab. Det handler om at være en aktiv del af lokalsamfundet. Og hvis der er ét sted, hvor det stadig betyder noget, så er det på Helgenæs. Helgenæs er fyldt med historie, ildsjæle og mennesker, der brænder for deres lokalområde. Det er præcis den kultur og det engagement, jeg glæder mig til at blive en del af.«
Mike Brinch Jørgensen begyndte som helt ung som flaskedreng i Tirstrup og var, inden han skiftede til Glesborg, souschef i SuperBrugsen Ryomgård.
Vrinners og Thorsager
Mike Brinch Jørgensen afløser Nikolaj Hansen, som er skiftet til Brugsen i Vrinners med tiltrædelse 1. juli 2026.
Nikolaj Hansen, 29 år, har tidligere været ferskvarechef i Kvickly Ebeltoft og er uddannet i Dagli’Brugsen Tved. Han har hele sit arbejdsliv været tilknyttet Coop og blev i januar 2024 kåret som Årets Fighter ved Coop Awards for sit engagement og sin indsats i Dagli’Brugsen Helgenæs.
I Vrinners siger Anders Rasmussen farvel for at skifte til Brugsen i Thorsager. Her afløser han veteranen Keld Madsen, som går på pension efter næsten 31 år som uddeler.
Anders Rasmussen, der er barnefødt i Vrinners og startede som flaskedreng i brugsen, har været uddeler i 16 år og har stået i spidsen for en butik, der i 2019 gennemgik en større om- og udbygning, blandt andet med etablering af en delikatesseafdeling. Butikken fremhæves ofte som en succes i Coop-landskabet.