Fortsæt til indhold

Det danske tøjbrand Zoey er flyttet til Allingåbro

Founderen Trine Bach Nørgaard flyttede i oktober sin tøj-virksomhed Zoey til Allingåbro til nye fysiske rammer og med en ny ejer.

Samfund

Det går op og det går ned i showbizz, siges det. At det også er tilfældes indenfor modebranchen, kan Trine Bach Nørgaard skrive under på.

Hun stiftede for ti år siden tøjmærket Zoey, fik en flyvende start, og hvor andre led økonomisk under og efter corona-krisen i starten af 2020’erne, lettede Zoey til nye højder. Det vendte imidlertid efter et par år, og i oktober 2025 måtte Trine Bach Nørgaard melde Zoey konkurs.

Med ukuelig virketrang fandt hun en investor, og Zoey er flyttet ind i lokaler i Industriparken i Allingåbro. Her er hun og hendes datter de eneste fuldtidsansatte, og de kører virksomheden med hjælp af to lagermedarbejdere, der begge blot har nogle få timer om ugen, en markedsføringsmedarbejder på deltid og en ekstern konstruktør til måleskemaer.

»Tidligere var vi jo vant til at sidde med stiletterne på og tegne. Nu går jeg i en gammel hullet t-shirt og kondisko og hører høj musik, når jeg skal pakke. Men det er mega-fedt,« lyder det med et stort smil fra Trine Bach Nørgaard.

Samarbejde med Nü

Trine Bach Nørgaard startede Zoey for 10 år siden med tøj fra størrelse 38 til 54. Inden havde hun i 15 år været på tøjbrandet Zizzi, der også er kendt for modetøj i plus size mode. Men der var plads til endnu et mærke med store størrelser, vurderede hun.

Zoey fik et samarbejde op at køre med modebrandet Nü, der har adresse i Paderup. Her fik Zoey lokaler, og et samarbejde i forhold til administration og lager.

»Det var en kæmpe hjælp. Helt genialt for en nystartet virksomhed.«

I løbet af meget kort til voksede Zoey sig stor til 20-25 medarbejdere, inklusiv dem, der var fælles med Nü, og kundekartoteket omfattede kunder i mange lande: Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Belgien, Holland, Italien, Tjekkiet og Polen.

Zoey er ordreproducerende, hvilket vil sige at produktionen først igangsættes, når den konkrete kundebestilling er modtaget, og der produceres således ikke til lager. Tøjet produceres primært i Kina og Indien samt i England. Efter brexit i England gik ordrerne i stedet til Ukraine.

Så kom corona

»Et bump på vejen,« siger Trine Bach Nørgaard om corona-epidemien, der i 2020 til 2022 fik store økonomiske konsekvenser for mange virksomheder. To dage inden landet blev lukket ned i marts, havde Zoey netop fået nogle store partier af varer hjem, som skulle sendes ud til kunderne. Problemet var bare, at mange af dem måtte lukke deres fysiske butikker eller i hvert fald begrænse åbningstiden. Og leveringen af varerne var besværlig, fordi de kun kunne modtage varer indenfor ganske bestemte tidsintervaller.

»Nu lukker vi,« mente Trine Bach Nørgaard. Men Zoey kom videre. Butikkerne begyndte at tage de varer hjem, de havde købt, og medarbejderne i Zoey fik ekstra travlt.

Salget gik godt, og Zoey manglede pludselig varer. Gode råd var dyre, men Trine Bach Nørgaard trodsede alle forsigtighedsregler og iført mundbind og sprit tog hun et fly til Italien og skaffede varer hjem. Hun mener selv, at fordi Zoey altid har været fleksible, så blev det betalt tilbage af branchen.

»Vi havde en kæmpe fremgang de næste to år,« konstaterer hun.

Tilbagegang i tøjbranchen

Nu var markedet for store størrelser i modebranchen imidlertid blevet et fokus også for de helt store aktører, og konkurrencen var benhård. Samtidig oplevede hele branchen en tilbagegang i årene efter corona. At genbrug med et personligt touch blev trendy, er en stor del af forklaringen, mener Trine Bach Nørgaard, og det nye slankemiddel Wegovy satte også en dæmper på salget af tøj i store størrelser.

»Det var, hvad butikkerne meldte tilbage. Der var butikslukninger over hele Europ.«

I oktober 2025 erklærede Trine Bach Nørgaard Zoey konkurs.

Hun bor selv på Djursland, og hun var forinden begyndt at kigge efter andre lokaler på Djursland. 7. oktober flytter Zoey ind i Industriparken i Allingåbro.

God start

Trine Bach Nørgaard startede nu forfra, denne gang med en investor i ryggen. Familie og venner hjalp med flytningen, og takket være en flink og hjælpsom lokal udlejer fik hun en god start.

»Det at modtage så meget hjælpsomhed er overvældende. Det er fedt at komme til Allingåbro. Jeg har aldrig følt helt det samme ved at komme til Randers, men her mærker jeg tydeligt folks varme følelser for deres by og glæden ved at nye kommer til.«

Det mærkede hun også ved motorfestivalen i maj, hvor Zoey jo ligger midt i festivalen med en bar på p-pladsen lige udenfor og 10.000 festivalgæster myldrende rundt. Arrangøren spenderede fribilletter til Zoey, der selvfølgelig åbnede op til lagersalg.

Trine Bach Nørgaard omtaler de ansatte i Zoey som Zoey-familien. De ser også hinanden udenfor arbejdstid, blandt andet til jule-komsammen, Royal Run med mere. Fællesskabet er stærkt, hvilket også gjorde sig gældende i forbindelse med en lang sygdomsperiode og mange indlæggelser, som Trine Bach Nørgaard har gennemlevet. Mens det stod på, tog Zoey-familien sig af Zoey.

»Alle tog opgaven og ansvaret på sig, selv om det egentlig ikke var deres job.«

Det er magtpåliggende for Trine Bach Nørgaard, at Zoey er stærkt tilbage, og hun vil gøre meget for at fastholde de gode takter. og udnytte den vækststrategi, der blandt andet har betydet flere og større marketplaces på nettet.

»Jeg vil simpelthen vise dem, der har puttet penge i Zoey, at det går. Jeg føler et kæmpe ansvar. Det er meget mere vigtigt for mig nu end tidligere, hvor det kun gik ud over mig selv.«