»Behovet er enormt«: Favrskov Kommune ansatte 25-årig fem uger før hendes sidste eksamen
Kommunen hapser en af de første nyuddannede urbane landskabsingeniører i Jylland.
For en uge siden bestod 25-årige Marlene Egsgaard den sidste eksamen på Erhvervsakademi Aarhus, så hun nu kan kalde sig urban landskabsingeniør. Hun og 11 andre nyuddannede urbane landskabsingeniører er de første af deres slags i Jylland. De begyndte på det første hold vest for Storebælt, som blev oprettet i 2022 på erhvervsakademiet, der har adresse i Viby.
»Jeg tror aldrig, at vi har dimitteret et hold med så højt et snit før. Censorerne har rost dem til skyerne,« siger uddannelseschef Lars Villemoes fra Erhvervsakademi Aarhus i en pressemeddelelse fra akademiet.
Det første dusin urbane landskabsingeniører fra Jylland afsluttede med et skyhøjt gennemsnit på 11,25, og der er stor rift om de nyuddannede, der skal være med til at gøre byerne klar til mere regn og mere natur.
Flere af dimittenderne havde allerede fået job, før eksamensbeviset var i hus. Heriblandt Marlene Egsgaard, der allerede fem uger før sin sidste eksamen fik job som grøn driftsplanlægger i Favrskov Kommune.
»Jeg vil gerne skabe rum til mere grønt i byerne til gavn for både mennesker og biodiversitet. Det grønne, vi omgiver os med, betyder mere, end man lige regner med,« fortæller Marlene Egsgaard i pressemeddelelsen.
Mere regn, mere fokus på biodiversitet og større krav til grønne byrum øger behovet for medarbejdere, der kan projektere, anlægge og drifte urbane landskaber til gavn for mennesker og med tanke på klimasikring. Det siger Henrik Bach Steffensen, der er tidligere formand for Danske Skov- og Landskabsingeniører.
»Behovet er enormt. De skal være med til at løse nogle af de store samfundsdagsordener.«
De studerende har gennem det fire år lange uddannelsesforløb arbejdet med konkrete projekter inden for netop biodiversitet, bæredygtighed og klimatilpasning og ad to omgange været i praktik hos virksomheder og organisationer i branchen.
Marlene Egsgaard fortæller på sin LinkedIn-profil, at hun har været i praktik i Vejle Kommune og har skrevet sin afsluttende bacheloropgave om urban landskabsplanlægning i Vejle Kommune. Marlene Egsgaard oplyser endvidere, at hun 15. juni starter som urban landskabsingeniør i Favrskov Kommune.