Tømrerlærling hos JS-Byg i Auning vinder lærlingepris
Kirstine Hvid Greve blev regionsmester i 2025, blev udtaget til DM i Skills 2026 og har desuden gennemført et halvt års praktikophold hos en tømrervirksomhed i USA.
DI Randers-Norddjurs uddeler hvert år Lærlingeprisen for at anerkende unge, der gør en særlig forskel på deres arbejdsplads og i deres fag. I år går prisen til 21-årige Kirstine Hvid Greve, som efter sin læretid hos JS-Byg ApS i Auning nu er er tømrersvend samme sted. Det skriver DI Randers-Norddjurs i en pressemeddelelse.
Gennem hele sin læretid har Kirstine Hvid Greve markeret sig med høj faglighed, stort engagement og en stærk arbejdsmoral. Samtidig beskrives hun som en lærling, der bidrager positivt til fællesskabet og skaber god energi omkring sig på arbejdspladsen.
Kirstine Hvid Greves resultater taler for sig selv. Regionsmesterskabet i 2025 sikrede hende en plads ved DM i Skills 2026, og da hun selv fandt en læreplads hos en tømrervirksomhed i delstaten South Dakota, greb hun chancen for et halvt års praktikophold i USA uden tøven. Her arbejdede hun side om side med amerikanske kollegaer og kunne både lære fra sig og lære nyt.
Det var indehaver af JS-Byg ApS, Jacob Skipper, der indstillede Kirstine Hvid Greve til prisen.
»Kirstine er bare en fornøjelse at have som lærling. Hun møder altid op med et smil, tager ansvar og vil virkelig gerne lære. Samtidig er hun typen, der får hverdagen til at glide lidt lettere for alle andre omkring hende. Hun er dygtig til sit fag, men hun er mindst lige så stærk som kollega og menneske,« siger Jacob Skipper.
Prisen blev overrakt af Peter Bogh Lindgaard, direktør i DermaPharm A/S og bestyrelsesleder i DI Randers-Norddjurs. Norddjurs Kommune var repræsenteret ved formanden for Erhvervs-, vækst- og klimaudvalget Stinne Thorsen Kvorning. Overrækkelsen fandt sted hos JS-Byg i Auning 9. juni.
Peter Bogh Lindgaard fremhæver Kirstine Hvid Greves store faglige talent og ikke mindst, at hun har hjertet med.
»Det særlige ved Kirstine er, at hun både har talentet og den helt rigtige indstilling. Hun arbejder hårdt, er nysgerrig og bliver hele tiden dygtigere, men hun har også hjertet med. Og det betyder noget. For faglighed er vigtig, men det er menneskerne omkring os også. Kirstine er en af dem, der løfter stemningen og fællesskabet på en arbejdsplads,« siger Peter Bogh Lindgaard.
Stinne Thorsen Kvorning lagde heller ikke skjul på sin anerkendelse af Kirstine Hvid Greves indsats.
»Kirstine Hvid Greve er et stærkt eksempel på den retning, vi arbejder målrettet for i Norddjurs Kommune: flere dygtige faglærte og et tæt samspil mellem uddannelse og erhvervsliv. Hun kombinerer høj faglighed, engagement og ansvar – til gavn for både sin arbejdsplads og fællesskabet. I en tid med stigende mangel på faglært arbejdskraft er hun en vigtig rollemodel, der viser, at erhvervsuddannelser er afgørende for vores vækst og udvikling. Derfor er hun en særdeles værdig modtager af Dansk Industris Lærlingepris.«
Kirstine Hvid Greve har afsluttet sin EUX-uddannelse som tømrer fra Tradium Randers 27. marts 2026.
Det er lokale virksomheder i Randers- og Norddjurs Kommune, der indstiller deres lærlinge og elever til prisen.