Ny rapport: Der mangler regulering af assistancehunde

Siden 2012 har det været muligt for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser at få bevilget en assistancehund på samme vilkår som mennesker med synshandicap eller andre fysiske funktionsnedsættelser. Men en ny rapport viser, at der ikke er samme struktur på området for assistancehunde, som der er på de andre velfærdsindsatser. Det skriver Aalborg Universitet, der står bag rapporten, i en pressemeddelelse.

Der er ingen national minimumsstandard for hvilke hunde, der bliver valgt ud til at agere assistancehunde. Og der er ingen kontrol med certificeringerne af hundene eller opfølgning, efter de er kommet ud til deres modtager.

Samtidig peger rapporten på, at de kommunale sagsbehandlere, der håndterer sagerne, ikke modtager tilstrækkelig faglig opkvalificering til opgaven, og at leverandørerne arbejder alene ud fra egne opsatte regler.

»Det, vi ser, er på mange måder det vilde vesten. Der er ingen tvivl om at assistancehundene gør noget godt for modtagerne, men hele området er fuldstændig ukontrolleret, så der er simpelthen behov for bedre lovgivning og kontrol af området,« siger Chalotte Glintborg, der er lektor i psykologi ved Aalborg Universitet og en af de to forskere bag rapporten.

Første reelle undersøgelse

Det er første gang en rapport kortlægger området for assistancehunde til mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Den bygger på spørgeskemasvar fra 156 assistancehundemodtagere og 75 sagsbehandlere fordelt over alle fem regioner. Og der tegner sig et tydeligt billede af, at størstedelen af alle modtagere af assistancehunde har stor omsorg for deres hund og fokus på dens pleje og trivsel. Men samtidig afslører rapporten, at de kommunale sagsbehandlere, der skal løse opgaven med at bevilge hundene, ikke føler sig i stand til at løse opgaven godt nok.

Ifølge rapporten har de mange kommunale sagsbehandlere ikke tilstrækkelig faglig støtte eller kvalifikationer til at håndtere den komplekse opgave det er at bevilge en assistancehund til et menneske med psykisk funktionsnedsættelse. Blandt andet er det kun 13 procent af sagsbehandlerne, der føler sig klædt på til at bevilge assistancehunde, og blot otte procent føler sig i stand til at håndtere situationer, hvor hunden mistrives.

Kommunerne er altså overladt til sig selv på et område, der kræver specialviden om både dyrevelfærd, psykisk funktionsnedsættelse og lovgivning på én og samme tid.

For unge hunde

Når det kommer til kritiske situationer, er det kommunale beredskab næsten ikke-eksisterende. Kun 25 procent af sagsbehandlerne har en procedure for, hvad der skal ske, hvis modtageren bliver indlagt akut og ikke kan tage sig af hunden. Og 37 procent ved ikke, om assistancehunden skal returneres til kommunen, når den skal pensioneres.

Derudover viser rapporten, at 41 procent af de kommunalt bevilgede modtagere fik deres hund før den var fyldt et år. Ifølge internationale anbefalinger skal en hund være fyldt to år, før den bliver certificeret, fordi den først dér er fuldt udviklet og har et stabilt temperament.

»Assistancehunde bevilges som et avanceret hjælpemiddel, men uden det sikkerhedsnet, man ellers ville forvente. Det er problematisk i et velfærdssystem, der bygger på retssikkerhed og lighed,« siger Chalotte Glintborg.