Kommunen søger borgere: Hollændere på rundtur i Norddjurs
Otte hollændere har netop været et par dage i Norddjurs, hvor de blev vist rundt i land og by. Besøget er del af et målrettet rekrutteringsarbejde, hvor Norddjurs Kommune aktivt går efter at tiltrække tilflyttere med kompetencer, som lokale virksomheder efterspørger.
For at tiltrække borgere og arbejdskraft deltog Norddjurs Kommune i marts sammen med fem andre danske kommuner på en emigrationsmesse i Holland med cirka 17.000 besøgende. Målet var at komme i dialog med hollændere, der overvejer at flytte til et andet land.
Siden da har kommunen haft en tæt dialog med en række af de interesserede messe-gæster, og i den forløbne weekend var 11 af dem inviteret til at opleve Norddjurs med deres egne øjne. Tre af dem meldte afbud, så det blev otte hollændere, der ankom fredag aften.
Om lørdagen var de på rundtur i bus for at se, hvad Norddjurs har at byde på, både af landskabelig karakter og byer og seværdigheder.
»Vi havde en meget god dag. Turen gav os et godt indtryk af af Norddjurs, og undervejs havde vi også masser af snak indbyrdes i bussen,« fortæller Karen Ham, den ene af de otte hollændere.
De hollandske gæster betalte selv transporten herop, mens kommunen betalte for overnatning fra fredag til søndag. De fleste af dem drog tilbage til Holland om søndagen, men et par af dem, heriblandt Karen Ham, benyttede lejligheden til at forlænge opholdet og på egen hånd at se lidt mere af Djursland.
»Alt det jeg søger, er her«
Karen Ham har været i snart sagt alverdens lande som turist, fortæller hun, og i en periode på et-to år boede hun fast i Irland. Hun vil gerne bosætte sig i udlandet igen, og derfor opsøgte hun emigrationsmessen. Besøget i Norddjurs her i weekenden har kun pustet til hendes eventyrlyst efter at komme til Danmark.
»Alt det jeg søger, er her.«
Den første betingelse for at det kan realiseres, er dog at hun finder et job. Karen Ham har tidligere arbejdet indenfor HR. Hun er i dag selvstændig med en webshop med køkkenservice og er desuden ansat tre dage om ugen inden for det offentlige. Hun taler fint engelsk, og hvis hun skulle flytte til Danmark ville opgaver inden for turisme nok være det mest realistiske i første omgang, mener hun.
»Hvis jeg finder et job, så kommer jeg,« erklærer hun.
På længere sigt er hendes største ønske at etablere sin egen fysiske butik. Hun har fået kontakt til et fransk par, der har åbnet en butik i Grenaa, så det bekræfter hende i, at det kan lade sig gøre.
Ro, plads og tillid
Karen Ham er tiltrukket af Danmark af flere grunde. Blandt andet kan hun godt lide, at der er mere ro, at landet ikke er så tæt befolket som Holland, og så er hun også fan af den danske mentalitet.
»Danskere virker rolige og civiliserede, og så er jeg glædeligt overrasket den tillid, I viser hinanden,« siger hun og henviser til en situation, hun overværede med lån af bil to mennesker imellem uden skriftligt bevis.
Hendes fremtidige bopæl kunne godt være Norddjurs, men hun er også åben for andre egne af landet. Det skal først og fremmest være et område med kyst og skov, et godt terræn til cykelture og så skal det være i nærheden af en by.
Karen Ham har sin far og sine søskende i Holland, men afstanden til Danmark finder hun ikke afskrækkende. Det gælder frem for alt om at være afklaret og kunne se en fremtid for sig, hvis hun flytter.
»Det er en stor beslutning, og selv om man kan undersøge meget og finde mange svar, er der jo ingen sikkerhed. Jeg ved godt, at man bare må tage springet, men følelserne omkring det skal være rigtige.«
»Meget afhængig af job«
Erhvervskonsulent Helene Mouridsen var med på messen i Holland og har også løbende været i dialog med hollænderne, der var på besøg. Hun var guide på busturen, og oplevede at hollænderne både fik nogle indtryk fra Norddjurs og også skabte relationer indbyrdes.
Det er hendes indtryk, at i hvert fald syv af dem er meget interesseret i at flytte til Norddjurs. En af dem er pensionist og skal derfor søge om tilladelse hos Civilstyrelsen til at købe hus. Det afventer hun svar på i øjeblikket. Hvis det bliver et ja, har hun allerede udset sig en bolig i en landsby i nærheden af Auning. Og hvis hun godkendes, kommer hendes voksne datter sandsynligvis også herop, dog betinget af, at hun finder et job og derved kan købe et hus.
»Det er i det hele taget meget afhængigt af job, om de kommer.«
Flere andre har været ud at kigge på hus, blandt andet en familie med tre børn.
Helene Mouridsen fortæller endvidere, at alle er begyndt at lære dansk.
Til glæde for erhvervslivet
Stinne Thorsen Kvorning, formand for Erhverv-, Vækst- og Klimaudvalget, satser på, at nogle af de hollandske gæster vil flytte til kommunen, først og fremmest til glæde for erhvervslivet.
»Hovedformålet er at hjælpe vores erhvervsdrivende med at få den arbejdskraft, som de jo har så hårdt brug for. Vi hører fra mange virksomheder, at de har et stigende problem med rekruttering.«
Hun peger på, at besøget i Norddjurs gør de mulige kommende tilflyttere bedre i stand til at træffe en kvalificeret beslutning.
»Det er en stor beslutning, og jo bedre de er klædt på til at træffe det endelige valg, jo større er chancen der for, at de også bliver her på længere sigt.«.
Stinne Thorsen Kvorning konstaterer, at initiativet går hånd i hånd med kommunens bosætningskampagne, og det vil antagelig også vise sig i form af nogle flere turister.
»Vi ser heldigvis en stigende interesse for vores skønne kommune. Man kunne sagtens tænke, at hvis vi er så heldige at få nogle hollændere til at bosætte sig, har de måske nogle familie og venner, der har lyst til at komme hertil på besøg.«