Fortsæt til indhold

Mor har fået nok: Tager drastisk skridt mod sin søns skole

Alt for højt fravær og manglende stabilitet. Mor vil have forhold på specialskole undersøgt, men rådmand afviser behovet.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Efter et halvt år med næsten fuldt fravær er Lisa Duus Nielsens 12-årige søn, Johan, i skole igen.

To timer om mandagen og to timer om torsdagen sammen med to faste voksne, han kender og har tillid til.

Men nu bliver de to ansatte efter sommerferien flyttet til andre opgaver, og Lisa Duus Nielsen er dybt bekymret for, hvad det betyder for Johan.

»Jeg frygter, han går ind i skolevægring igen,« siger Lisa Duus Nielsen til TV2 Østjylland og fortsætter:

»Der er ingen børn, som skal sidde derhjemme hele dagen, hvis der er nogen som helst chance for, at de kan komme ud og være sammen med andre mennesker.«

Sønnen går på et af Aarhus Kommunes mest specialiserede skoletilbud, Langagerskolen i Viby. Han er diagnosticeret med autismespektrum-forstyrrelser.

Bortset fra de fire timer i skolen i ugen bruger Johan mange hverdagstimer derhjemme i familiens hjem i Risskov. Langagerskolen modtager hvert år 320.000 kroner for en elev som Johan – uanset fravær.

Faren er læge på Aarhus Universitetshospital, og lige nu går Lisa Duus Nielsen hjemme på såkaldt tabt arbejdsfortjeneste på grund af sønnens fravær.

Langagerskolen er noget af det mest specialiserede og dyre tilbud til børn, vi har i Østjylland. Er det ikke lidt privilegeret at sidde og brokke sig over det?

»Det er der måske nogen, som vil sige. Men omvendt synes jeg slet ikke, det er privilegeret, fordi når nu det netop er så dyrt, så skal det også fungere,« siger Lisa Duus Nielsen og fortsætter:

»At råbe op og kæmpe for mere skole til ens barn, for de penge, som bliver givet til det. Det synes jeg ikke, er privilegeret.«

Det er vigtigt for hende at understrege, at familien hele vejen igennem »kun har mødt sindssygt dygtige og kompetente medarbejdere« omkring deres søn.

»Men vi har oplevet gang på gang, at det er ændringer af de voksne, som skubber ham derud, hvor han kommer i skolevægring, fordi han ikke er tryg,« siger hun.

I skoleåret 2024/2025 var det samlede fravær for alle elever 24,7 procent på Langagerskolen. Med andre ord var en gennemsnitlig elev væk fra skolen en fjerdedel af skoletiden.

Det er mere end dobbelt så højt som gennemsnittet for specialklasser på landsplan.

I maj måned delte Autismeforeningen Kreds Østjylland deres bekymring for forholdene på Langagerskolen.

I forbindelse med et foretræde for social- og beskæftigelsesudvalget skrev foreningen blandt andet, at »årlige reorganiseringer af elever og medarbejdere i nye stamlokaler og teams stærkt retraumatiserende for hele familier.«

I januar udtalte Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet en bekymring for Langagerskolen, fordi mere end 50 procent af eleverne havde over 10 procent fravær.

Alt det gør, at Lisa Duus Nielsen nu har startet en underskriftindsamling i håbet om at få lavet en uvildig undersøgelse af forholdene på skolen.

Kommenterer ikke konkrete sager

Langagerskolens skoleleder Jens Frostholm ønsker ikke at kommentere den konkrete kritik fra Lisa Duus Nielsen.

»Det er altid vores mål at skabe en så stabil hverdag som overhovedet muligt for vores elever,« siger han og fortsætter:

»Men vi er også en stor skole, hvor der sker forandringer, og hvor det kan være nødvendigt at lave nogle ændringer.«

Men er det i barnets interesse?

»Nej, det er ikke i barnets interesse. Og det er også derfor, vi forsøger at holde fast i så stor stabilitet som overhovedet muligt,« siger Jens Frostholm.

Han nævner, at skolen er nødt til at have løbende elevoptag i takt med, at elever bliver visiteret til skolen.

»Og så kan der nogle gange være klasser, som ikke fungerer optimalt, og hvor vi er nødt til at flytte nogle børn til en anden klasse,« siger Jens Frostholm.

Der er 301 børn på skolen, som både har lokaler i Viby og Kolt. Der er godt 220 ansatte.

»Vi har henover de sidste år haft en stigning i vores elevtal, som har gjort, at vi har ansat en del nye medarbejdere, så der vil jo være udskiftning,« siger Jens Frostholm.

Men fraværsprocenten på næsten 25 procent er ikke godt nok, mener skoleleder Jens Frostholm.

Har startet underskriftsindsamling

Det samme mener Lisa Duus Nielsen. Det har fået hende til at starte en underskriftindsamling for at få lavet en uvildig undersøgelse af forholdene på Langagerskolen.

»Jeg undrer mig over, at så mange børn på Langagerskolen er i mistrivsel og får højt fravær,« siger hun.

Men hvorfor er det ikke en sag mellem jer og Langagerskolen? Hvorfor går du offentligt frem med det?

»Det har været en sag mellem os og Langagerskolen i mange år. Nu er vi nået dertil, hvor det er svært at have en dialog med dem. Det er som om, at man løber panden mod muren med dem.«

Samtidig oplever Lisa Duus Nielsen, at hendes kritik er blevet fejet af vejen som et »enkeltstående tilfælde«.

»Når man åbner op om den her frustration ud i det offentlige rum, så er der rigtig mange andre familier på skolen, som oplever præcist det samme som os.«

I skrivende stund har 85 personer skrevet under på ønsket om en uvildig undersøgelse.

Rådmand afviser undersøgelse

Lisa Duus Nielsens søn gik i en anden specialklasse i Aarhus, inden han kom til Langagerskolen.

Familien var glade for, at sønnen kunne komme på skolen, men alligevel går hun offentligt frem med kritikken.

»Det er jo frygteligt, at vi kaster penge efter noget, og så børnene bare sidder derhjemme,« siger hun.

Opråbet fra Lisa Duus Nielsen gør »indtryk« på rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) ifølge ham selv.

»Når en mor laver sådan et opråb, er jeg selvfølgelig optaget af at komme i dialog og være nysgerrig på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre,« siger han.

Men tanken om en uvildig undersøgelse er han ikke tilhænger af. Tværtimod.

»Det synes jeg ville være komplet åndssvagt at begynde at bruge ressourcerne på dyre konsulenter i stedet for på børnene,« siger Thomas Medom (SF).

Han medgiver dog, at fraværet på skolen er for højt.

»Der er et behov for, at vi lykkes endnu bedre for nogle af de børn, som ikke kan trives i skolens rammer,« siger Thomas Medom.

Her nævner han en række initiativer, som Aarhus Kommune har sat i gang for at ændre på det.

Der er kommet flere psykologer på skolen, og det er blevet muligt som medarbejder at få kompetenceudviklingen fysisk på skolen. Så skal lærere og pædagoger ikke trækkes væk fra undervisningen.

Og så er der lige igangsat et større projekt for flere familier, hvor forældrene er på tabt arbejdsfortjeneste, fordi deres barn har skolefravær fra Langagerskolen.

Principielt er Lisa Duus Nielsen enig med rådmanden i, at det er bedre at bruge pengene tæt på børnene end på en undersøgelse.

»Men hvad pokker skal vi som forældre gøre, når vi oplever, at der ikke sker noget? Forslaget kommer af magtesløshed over for vores børns situation.«