FDF Kolind og Unoderne har modtaget midler
Pengene kan bruges til lokale projekter og aktiviteter til glæde for lokalsamfundene.
Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Fonden for Andelskasserne i område Nord har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til FDF Kolind og Unoderne i Norddjurs Kommune. Det skriver Danske Andelskassers Bank i en pressemeddelelse.
FDF Kolind og Unoderne har hver modtaget 6.895 kroner.
Det glæder Søren Anker Sørensen, som er bestyrelsesmedlem i Fonden for Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.
»Det glæder mig, at vi med fondsuddelingerne kan bidrage til at bakke op om lokale initiativer og de mange ildsjæle, der står bag, og som gør en stor indsats for at øge sammenholdet og livskvaliteten i de lokalsamfund, som de er en del af,« siger Søren Anker Sørensen.
For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.
For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer med Søren Anker Sørensen og Morten Skipper, centerdirektør i Andelskassen i Randers, for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden.
»Vi er stolte over at være med, når fonden bag banken igen giver noget tilbage til lokale initiativer. Det er fantastisk at se, hvordan andelskassernes gamle DNA og lokale engagement bliver udfoldet på en ny måde og på den måde gør en forskel for mange borgere i lokalområdet,« siger Morten Skipper.