Fortsæt til indhold

Nu er helt vild villa sat ned med fem mio. kroner: »Det er sindssygt billigt for det her hus«

For tre år siden skulle du finde 14.995.000 kroner for at købe vild bolig. I dag er den netop kommet under 10 millioner.

Samfund

For tre år siden kom en villa ud over det sædvanlige til salg på Harevænget 39 i Hammel.

Et boligareal på 458 kvadratmeter og en kælder på 215 kvadratmeter med blandt andet pool, spa og motionsrum – dertil kommer en naturskøn udsigt.

Dengang skulle man finde 14.995.000 kroner for at købe boligen, der var til salg hos mæglerkæden Lilienhoff.

I dag, tre år senere, har boligen skiftet mægler og kan nu erhverves for fem millioner kroner mindre. Den er nemlig netop kommet under 10 millioner. Helt præcist koster den nu 9.850.000 kroner, og det er altså »helt ærligt sindssygt billigt for det her hus,« siger Jacob Laage fra John Frandsen Hammel, der nu har huset til salg.

»Jeg synes oprigtigt, at det er virkelig billigt for det hus. Hver en kvadratmeter er der kælet for, så det er virkelig et gennemført fedt og specielt hus, som slet ikke kan bygges til de penge i dag,« siger han og tilføjer i bedste mæglerstil:

»Så det er altså en uhørt billig kvadratmeterpris – selvom det selvfølgelig ER et dyrt hus.«

»Husets pris taget i betragtning er der egentlig okay aktivitet. Det er ikke et salg, der står stille,« siger ejendomsmægler Jacob Laage. Foto: John Frandsen

Nu er det så »bare med at finde køberen til sådan et hus,« som Jacob Laage siger – og det er han sådan set ret positiv over for.

»Vi har haft tre kunder i spil siden marts, hvor vi overtog huset, og en af dem overvejer stadig. Så husets pris taget i betragtning er der egentlig okay aktivitet. Det er ikke et salg, der står stille,« siger han.

Liebhavervillaen har syv værelser og er opført af den nuværende ejer i 2020-21. Foto: John Frandsen

Men det er trods alt ikke solgt efter tre år. Hvorfor ikke? Har det været alt for dyrt?

»Det synes jeg jo egentlig ikke. Men det handler om at prøve at ramme markedsvilkårene og finde den helt rigtige køberskare, der har den her slags penge. Det er klart, at med en by af Hammels størrelse er der ikke vildt mange købere til den, derfor skal vi ud og finde en person, der måske er fra Aarhus, og som kan se, at et tilsvarende hus i Aarhus ville koste 30 millioner. Vi skal altså fange nogen, der forstår, at man får tre gange så meget for pengene i Hammel,« siger en positivt stemt Jacob Laage.

»Det skal nok lykkes – især med den her pris.«

I dag er der tale om et »gennemført fedt og specielt hus,« siger ejendomsmægler Jacob Laage.. Foto: John Frandsen

Adressens snørklede forhistorie

Den syv værelser store liebhavervilla på Harevænget 39 er opført af den nuværende ejer i 2020-21.

Før nuværende ejer i 2020 købte grunden og et meget ufærdigt byggeprojekt for en million kroner, havde adressen en lidt snørklet historie.

Lad os begynde i 2005, hvor grunden blev solgt med en klausul om, at der skulle bygges på grunden i løbet af to år. Arbejdet gik da også fint i gang i 2006, men så gik det i stå og blev aldrig færdiggjort.

Undervejs i forløbet skiftede skødet på grunden ejer. Det skete i december 2008. Kommunen lagde sag an mod den nye ejer i forsøget på at få grunden ryddet og skødet tilbage til kommunen.

Før nuværende ejer i 2020 købte grunden og et meget ufærdigt byggeprojekt for en million kroner, havde adressen Harevænget 39 en lidt snørklet historie. I mange år stod et halvfærdigt hus på grunden. Arkivfoto

Men tilsyneladende på grund af fodfejl tabte kommunen sagen i retten. Kommunen kørte sagen videre til Landsretten, som dog blot stadfæstede dommen i september 2012.

Det betød, at huset, bortset fra lidt byggeri i 2014, stod urørt og halvfærdigt helt frem til 2020, hvor byggeriet af det nuværende hus altså gik i gang med en ny ejer ved roret.

I dag er der tale om et »gennemført fedt og specielt hus,« siger ejendomsmægler Jacob Laage. Foto: John Frandsen
I dag er der tale om et »gennemført fedt og specielt hus,« siger ejendomsmægler Jacob Laage. Foto: John Frandsen
I dag er der tale om et »gennemført fedt og specielt hus,« siger ejendomsmægler Jacob Laage.. Foto: John Frandsen