Fortsæt til indhold

Sagen om stien i Ørum er ikke slut endnu

Efter en gåtur i området vil udvalgsformanden nu orientere de øvrige medlemmer af udvalget om sagen.

Samfund

Som tidligere omtalt er der forundring i Ørum over lukningen af en sti, der ifølge Forum Ørum er nødvendig for sikre borgernes færdselsret langs åen fra Åbrovej til Byparken. Det drejer sig om den sti, der gik hen over p-pladsen ved den tidligere Brugsen, og som tidligere har forbundet Ørum By og Byparken.

Egentlig havde Natur-, Miljø- og Teknikudvalget ved sit møde i marts givet grønt lys til at lukke stien, men efter at udvalgsformand Niels Ole Birk har været i dialog med Forum Ørum og har gået en tur i området sammen med Marianne Aabenhuus, koordinator i Forum Ørum, vil det nu blive taget op igen, fortæller Niels Ole Birk. I første omgang bliver det som et orienteringspunkt i udvalget.

»Det gav en rigtig god og konstruktiv dialog om de lokale forhold, muligheder og ønsker for området. Jeg synes, det er vigtigt at få de lokale perspektiver med, og derfor vil jeg orientere de øvrige medlemmer af Natur-, Miljø- og Teknikudvalget om dialogen på udvalgets møde på mandag,« skriver Niels Ole Birk til Din Avis Norddjurs.

»En god gåtur«

Marianne Aabenhuus synes også, det var en rigtig god gåtur, siger hun. Hun undrer sig blot over, at det har skullet tage så lang tid at komme hertil.

»Vi har spurgt til det siden 7. maj. Det burde kunne lade sig gøre at få genåbnet sagen og finde en løsning, så stien fortsat kan være åben. Ellers kan mange ældre ikke trafiksikkerhedsmæssigt komme op til Dagli’Brugsen, hallen og biblioteket, idet fortovet på en strækning på Åbrovej er alt for smalt. Desuden har stien en stor herlighedsværdi.«

Hun beder samtidig Din Avis Norddjurs berigtige udsagnet i den tidligere artikel om, at Forum Ørum har klaget over aktiviteter i den tidligere Brugs. Der foreligger en misforståelse, og avisen beklager fejlen.

Kort fortalt:

Efter beslutningen i Natur-, Miljø- og Teknikudvalget i marts sendte Forum Ørum en indsigelse og en anmodning om at sagen blev genåbnet. Der blev henvist til et historisk forløb og en hævdvunden ret til stien tildelt af kommunen, dog uden at man har kunnet finde dokumentation. Desuden nævnes den trafikerede Åbrovej med smalle fortove, og at stien derfor bruges af mange, heriblandt svage trafikanter. Forum Ørum skriver i indsigelsen at stien bør opretholdes, og om nødvendigt må et areal eksproprieres til en to meter bred sti.

Ligeledes har borgere i et brev til Natur- Miljø- og Teknikudvalget henvist til flere punkter i Lokalplan for Ørum, som sikrer bypark og stier, heraf nogle med tilknytning til brugsforeningens parkeringsplads. Desuden oplyser de, at der drives entreprenørvirksomhed på pladsen, hvor stien gik tidligere, og at det er i modstrid med lokalplanen, der udelukkende giver ret til liberale erhverv, boliger, offentlig og privatservice samt parkering.