Politikerne bøjer sig for de handlende: Bilerne bliver i midtbyen – men nu skal farten ned
De handlende i Galten ønskede bilerne bevaret i midtbyen. Nu har politikerne lyttet og valgt en løsning, hvor trafikken bliver – men på nye vilkår.
Bilisterne får lov til at blive i Galten Midtby.
Det står nu klart, efter at Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune har lagt de overordnede rammer for den helhedsplan, der skal sætte retningen for midtbyen i de kommende år.
Dermed imødekommer politikerne et af de helt centrale ønsker fra byens handelsliv: Søndergade skal ikke ensrettes. Gaden skal fortsat være åben for trafik i begge retninger.
Til gengæld skal tempoet ned.
»Det er ikke nogen nem opgave at tilgodese både handelslivet, bilister og bløde trafikanter. Vi er klar over vigtigheden for borgerne og bylivet i Galten i de beslutninger, vi har truffet,« siger borgmester Frands Fischer.
Han peger samtidig på, at der har været meget borgerinddragelse undervejs, og at der efter sommerferien kommer en høringsperiode, hvor borgerne igen kan komme med input.
I dag er det en motorvej gennem byen, og vi vil gerne have farten lidt nedChristian Berger, Galten Cityforening
Handelslivet fik sin vilje
Spørgsmålet om trafikken på Søndergade har været et af de store stridspunkter.
Skulle gaden ensrettes for at give mere plads og tryghed til fodgængere og cyklister? Eller ville det ramme handelslivet for hårdt, hvis bilerne fik sværere ved at komme gennem midtbyen?
Nu er svaret fra politikerne, at Søndergade fortsat skal kunne bruges i begge retninger. Men ikke som en gade, hvor bilerne bare suser igennem.
I stedet skal hastigheden sænkes, og der skal skabes bedre forhold for de bløde trafikanter. Det skal desuden undersøges, om ind- og udkørslen til Netto kan ensrettes for at forbedre trafiksikkerheden.
Da Din Avis Skanderborg i slutningen af maj talte med formanden for Galten Cityforening, Christian Berger, var netop den dobbeltrettede trafik en mærkesag for de handlende.
»Vi er slet ikke med på en ensretning af Søndergade, og vi vil ikke have bilerne ud af byen. Det er heller ikke en god idé at sløjfe p-pladser. Man skal kunne komme ind og gøre sine indkøb uden at blive generet,« sagde han dengang.
Han slog samtidig fast, at cityforeningen godt kunne genkende problemet med farten.
»I dag er det en motorvej gennem byen, og vi vil gerne have farten lidt ned,« sagde Christian Berger.
Torvet skal være hjertet i midtbyen
Mens bilerne fortsat får plads i Søndergade, skal Torvet i højere grad være byens grønne og levende samlingspunkt.
Planen er, at Torvet skal indrettes mere fleksibelt med plads til både hverdagsliv, ophold, torvedage, koncerter og loppemarkeder. Der skal være mindre zoner, flere grønne opholdsrum og mulighed for mere kunst i byrummet.
Men hvis Torvet skal kunne det, skal der også ske en fredeliggørelse. Derfor lægger planen op til, at vejadgangen fra Elværksvej til Torvet lukkes.
Samtidig flyttes en del af parkeringen fra Torvet til Nytorv. Fremover vil der være 19 parkeringspladser på Torvet, mens Nytorv får flere. Samlet stiger parkeringskapaciteten i midtbyen fra 89 til 123 pladser.
Helhedsplanen lægger også op til bedre forhold for cyklister og tryggere skoleveje.
Den primære cykelrute skal binde Galten sammen fra øst til vest via Søndergade og Torvet. Mod vest justeres ruten, så den nye cykelsti føres fra Torvet langs Vestergade frem til tunnelen.
Der kommer også nye sikre krydsningspunkter flere steder i midtbyen – blandt andet ved Søndergade, Nørregade, Vestergade, Elværksvej og Toftevej. Planerne om at genåbne Porskjærvej og Porsevænget udgår til gengæld.
Nu skal den samlede helhedsplan skrives færdig. Efter sommerferien sendes den i seks ugers offentlig høring, før politikerne skal tage endelig stilling.
I budgetaftalen for 2024-2027 er der afsat fem millioner kroner til forskønnelse af Galten Midtby. Kommunen kan derudover søge op til 1,2 millioner kroner i statslige områdefornyelsesmidler.
Hvis byrådet godkender et områdefornyelsesprogram i begyndelsen af 2027, kan anlægsarbejdet begynde i 2028.
læser
lige nu