Fortsæt til indhold

Frihed på fire hjul på Ring Djursland med blinde bag rattet

Blinde og svagsynede fik for en dag lov til at mærke fart, frihed og fuld kontrol..

Samfund

Er det farligt, grænseoverskridende – eller bare frihed på fire hjul?

Det spørgsmål presser sig på, når 15-20 blinde og svagsynede sætter sig bag rattet i en bil på Ring Djursland i Pederstrup.

For hvor tit får man chancen for at mærke suset, selv om man ikke kan se vejen foran sig?

Det skete lørdag 13. juni, hvor Dansk Blindesamfunds Kreds Kronjylland tog initiativet, efter at et medlem havde presset på og talt idéen igennem med kørelærer Benn Schmidt fra Ryomgård, indehaver af Benns Køreskole.

Ingen slinger i valsen

Christian Kreiberg Møller skulle kun bruge kort tid til at fornemme bilens forskellige funktioner – herunder konsekvenserne af at træde lidt for hårdt på bremsen.Video: Lars Norman Thomsen

Deltagerne fik adgang til det 1,7 kilometer lange køretekniske anlæg, som normalt er forbeholdt Tradiums elever.

Her var sikkerheden skruet helt op – alle sad i Benn Schmidts sorte skolevogn, hvor kørelæreren kunne gribe ind på et splitsekund.

»Jeg har selv prøvet at køre en bus rundt på banen med bind for øjnene for at opleve fornemmelsen,« fortalte Benn Schmidt før arrangementet.

Speederen i bund?

Deltagerne kom med vidt forskellige historier.

Nogle var født med nedsat syn, andre havde mistet synet senere i livet.

En af de første bag rattet var en ung kvinde med cirka 30 procent syn.

Med Benn Schmidt som co-driver nåede skolevognen op på 85 km/t på langsiden. Så var linjen ligesom lagt.

Flere deltagere fortalte, at de aldrig havde prøvet noget lignende før, og at det krævede mod at sætte sig ind bag rattet og stole på, at kørelæreren kunne gribe ind, hvis det blev nødvendigt.

Med på bagsædet

Christian Kreiberg Møller bestod med glans og fik ros af Benn Schmidt. Foto: Lars Norman Thomsen

Christian Kreiberg Møller, medhjælper ved Hinnerup Kirke, var også med.

Han fortalte, at han normalt kører lidt knallert, når det er lyst.

Han havde tidligere prøvet at køre bil ved et lignende arrangement i Fredericia, men oplevelsen på Ring Djursland var noget særligt.

Deres udsendte fik lov til at være bagsædepassager under Christians rundtur på den hæderkronede motorbane. Skriverkarlen skal hilse og indrømme, at der var sved i armhulerne før kørslen, men at roen hurtigt indfandt sig.

Selv på bagsædet af en skolevogn med en svagsynet ved rattet mærker man suget på den kuperede bane og forstår godt lidt af, hvorfor banens struktur og sværhedsgrad er berømmet i motorsporten.

Christian forklarede, at han godt kunne ane linjerne på banen, men havde svært ved at følge med, når banen slog et sving. Undervejs tog Benn Schmidt over, når der kom kurver.

Christian kunne ane de røde markeringspæle, men fik også her hjælp af kørelæreren til at slippe forbi, uden at der kom en ridse på bilen.

»Jeg svedte lidt, da jeg satte mig ind i bilen, men nervøsiteten forsvandt hurtigt i takt med, at det gik fint, og kørelæreren vejledte mig så roligt, som han gjorde,« lød det fra en tilfreds Christian Kreiberg Møller efter turen, som han tydeligvis var blevet helt høj af.

Adrenalin, grin og nerver

Jørgen Bang, 62, næstformand i Dansk Blindesamfund Kronjylland og medlem af Handicaprådet og Frivilligrådet i Syddjurs, var også med.

Han har været almindeligt seende indtil 28-30-årsalderen, hvorefter synet blev svækket på grund af en genetisk fejl.

I dag har han mellem en og to procents syn at gøre godt med.

Maskinarbejderen arbejder i dag i flexjob fire timer om dagen ugens fire første arbejdsdage på Varo i Hornslet.

For ham var det både spændende og udfordrende at slippe kontrollen og lade sig guide rundt på banen.

»Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom herud, hvor jeg har været flere gange. Jeg tænkte, okay man skal være synshandicappet for at få lov til at køre på Ring Djursland,« lød det grinende fra Jørgen Bang.

Han beskrev oplevelsen som spændende, men også udfordrende, når man ikke har magten over bilen og kun kan fornemme enkelte hvide striber i kanten af banen.

Jørgen Bang fremhævede ligesom flere af de andre kørere frihedsfølelsen ved selv at have foden på speederen.

Sådan kørte dagen

Hver deltager fik 15-20 minutters køretid.

Der blev serveret sandwich og sodavand til frokost, hvor der var tid til at udveksle oplevelser og erfaringer.

Flere pårørende og frivillige fra Dansk Blindesamfund var mødt op for at støtte deltagerne og hjælpe med det praktiske.

Stemningen var præget af både spænding og glæde, og mange gav udtryk for, at det var en dag, de sent ville glemme.

Se video: