Kæmpe sparekniv har ikke fjernet udsigten til blodrøde tal – i 2030 mangler socialområdet 600 mio. kr.
I foråret vedtog et flertal i byrådet store besparelser på socialområdet, men trods omstillingsplanen står området til at mangle mere end 600 millioner kroner i 2030. Rådmand frygter »store konsekvenser for mange aarhusianeres hverdag« og flere sparerunder.
I april stod et flertal i byrådet bag besparelser på social- og beskæftigelsesområdet for 305 millioner kroner.
Her var det meningen, at den såkaldte omstillingsplan skulle bringe det økonomisk pressede socialområde nærmere balance, men i en pressemeddelelse fredag, oplyser rådmand Louise Svenstrup (LA), at besparelserne kun har lappet og ikke løst de økonomiske udfordringer.
»Vi er stadig i gang med at implementere besparelserne fra omstillingsplanen, som har store konsekvenser for mange aarhusianeres hverdag. Den barske virkelighed er dog, at vi kommer til at stå i sparerunde efter sparerunde, hvis ikke vi én gang for alle løser de massive økonomiske udfordringer på socialområdet,« udtaler Louise Svenstrup, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
På trods af omstillingsplanen viser prognosen lige nu, at social- og beskæftigelsesområdet allerede næste år vil mangle knap 140 millioner kroner.
Og i 2030 vil de økonomiske udfordringer være vokset til mere end 600 millioner kroner, hvis udviklingen fortsætter som de seneste år.
»Flere og flere mennesker får brug for en social indsats, men i Aarhus er budgetterne ikke fulgt med udviklingen. Selvom vi strækker pengene længere, slår udviklingen store huller i økonomien. Det skaber usikkerhed om velfærden både nu og i fremtiden, og derfor skylder vi sårbare og udsatte aarhusianere at råbe op om behovet for politisk prioritering og stabilitet,« siger Louise Svenstrup.
De økonomiske udfordringer på socialområdet skyldes, at stadigt flere aarhusianere får brug for støtte fra socialområdet, at borgerne oplever mere komplekse udfordringer, samt at udgifterne på området generelt er stigende.
På trods af besparelser, interne omprioriteringer og løbende tilførsler i budgetaftaler følger socialområdets økonomi ikke udviklingen, skriver forvaltningen for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Partierne bag omstillingsplanen anerkendte derfor i forårets aftale, at der er behov for at løse den strukturelle ubalance på området i det kommende budget.
»Forligspartierne har forpligtet sig til at finde langsigtede løsninger for socialområdet. Det ansvar håber jeg, at de vil leve op til i årets budgetforhandlinger. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg vil kæmpe for en ny budgetmodel, hvor økonomien matcher det stigende behov og de stigende udgifter. Vi er en kommune med en sund økonomi, og det er ikke rimeligt, at de aarhusianere, der har allermest brug for vores velfærdssamfund, må se til, mens vi prioriterer pengene på billig transport og storslået byggeri,« siger Louise Svenstrup.